L. Weinhard/EMBL Rome

Særlige celler fikser hjernens netværk

70 procent af dine hjerneceller er såkaldte gliaceller, der rydder op, når nervecellerne har brug for det. Og nu ved forskerne, hvordan processen foregår.

De såkaldte glia­celler udgør 70 procent af ­cellerne i hjernen, men forskerne bliver stadig overraskede over, hvordan de fungerer.

Nu er det for første gang lykkedes neurologer at se, ­hvordan en særlig type glia­celler kaldet mikrogliaceller ­arbejder.

Nerveceller beder om hjælp

Et forskerhold fra European Molecular Biology Laboratory i Rom og ­Heidelberg har skabt mikroskopier af, hvordan de interagerer med nervecellerne.

Forskerne vidste, at mikrogliacellerne opsluger ­nerveforbindelser, som er slidte. Til gengæld vidste de ikke, hvordan cellerne bliver aktiveret.

De nye mikroskopbilleder viser, at nervecellerne selv beder mikroglia­cellerne om hjælp. Det sker ved, at der fra ­nervernes ­synapser, dvs. kontaktleddene mellem nervecellerne, gror tynde udvækster, såkaldte filopoda, ud mod mikrogliacellerne. Og de er en invitation til at gå i gang.

Celler er viceværter

Mikrogliacellerne æder ikke nødvendigvis nerveforbindelserne helt, men nøjes ofte med at “nippe” til dem. ­

Forskerne mener, at det gør de slidte synapser stærkere, og på den måde er mikrogliacellerne ikke kun skraldemænd – de fungerer også som viceværter, der ­opdaterer forbindelserne i hjernens netværk.