Samtale gør det svært at holde øjenkontakt

Hvis du kæmper med at fastholde øjenkontakt under samtaler, kan forklaringen være, at din hjerne er på overarbejde. Det viser en ny undersøgelse fra Japan.

Øjenkontakt top

Dine øjne flakker rundt i lokalet, selvom du godt ved, det er uhøfligt over for den person, du står og taler med.

For mange af os er det en indre kamp at fastholde øjenkontakt med mennesker, vi samtaler med i længere tid ad gangen.

Og nu har en gruppe forskere fra Kyoto Universitetet i Japan fundet tegn på, at det hverken skyldes uhøflighed eller et genert sindelag, men at hjernen arbejder på højtryk.

Svært at finde nye ord

I en undersøgelse præsenterede forskerne 26 deltagere for en række animerede ansigter, imens de gennemgik en test, der skulle vise deres evne til at associere forskellige ord.

Og her opdagede forskerne, at deltagerne havde langt sværere ved at finde sammenhæng mellem ord, når de havde øjenkontakt med ansigterne.

”Det antyder, at der er et sammenstød mellem de to processer,” skriver forskerne i undersøgelsen.

Samme ressourcer i hjernen

Ifølge forskerne viser resultatet, at vores hjerne skal håndtere mere information, end den kan klare, når vi holder øjenkontakt og taler samtidig.

Højest sandsynligt, fordi det at finde på ord og holde øjenkontakt trækker på de samme kognitive ressourcer i hjernen.

Får dig til at hallucinere

Selvom det er et lille studie, der kræver opfølgning, er det ikke første gang, undersøgelser antyder, at øjenkontakt gør hjernen rundforvirret.

Så sent som sidste år demonstrerede en italiensk forsker, hvordan 10 minutters intens øjenkontakt efterfølgende fik forsøgsdeltagere til at se hallucinationer af monstre, slægtninge og deres egne ansigter.