Sorte prikker afslører din hjernes gætterier
OPTISK BEDRAG: Mellem de hvide trekanter og grå streger er 12 små, sorte prikker - men de fleste vil have svært ved at se dem alle på én gang. Det skyldes en svaghed i vores syn, som hjernen forsøger at kompensere for.
Du kan se dem, og så forsvinder de. Og så kan du se dem igen.
Hvis du er som de fleste, vil du opleve, at de 12 små, sorte prikker i illustrationen ovenfor danser ind og ud af dit synsfelt.
Svaret på, hvorfor dine øjne svigter, skal findes i vores såkaldte perifere syn.
Dit perifere syn er alt omkring dig
Vores syn kan opdeles i to kategorier - det centrale syn og det perifere syn.
Det centrale syn er det, du stiller skarpt med, når du læser denne artikel, mens det perifere syn omfatter alt det, du ser, men ikke kigger direkte på.
Sidder du fx ved et skrivebord og ser ind i en computerskærm, er det dit perifere syn, der fortæller dig, hvad du har liggende rundt omkring dit bord.
Din hjerne fylder hullerne ud
Det du ser i dit perifere syn vil dog ofte være ret sløret. Årsagen er, at dit perifere syn er ret dårlig til at se detaljer, farver og former.
Faktisk er det så ringe, at din hjerne drager på tidligere erfaringer og simpelthen gætter på, hvad den ser.
Plejer der fx at stå en lampe på dit bord, estimerer din hjerne, at det nok er det, den slørede masse i din højre side forestiller.
Hjernen fylder altså hullerne ud for os, og det er derfor, at de sorte, små prikker forsvinder i illustrationen.
For når du kigger direkte på en af prikkerne og registrerer et hvidt og gråt mønster udenom den, gætter hjernen på, at sådan ser det nok ud hele vejen igennem.
Synsbedraget er en variation af 'The Hermann Grid' fra 1820 af den tyske forsker Ludimar Hermann.
Mindre kontrast kan øge forvirringen
Nogle mennesker vil også opleve, at de kan se små lyse firkanter i de grå stregers skæringspunkter. Det sker, fordi særlige celler i nethinden opfanger en kontrast.
Når stregerne mødes er der nemlig mindre hvidt end i de områder, hvor en grå streg står alene. Det får hjernen til at tro, at de områder, hvor stregerne mødes er lysere, hvilket skaber en lys firkant.
Denne mekanisme kan igen bidrage til at udviske de 12 små, sorte prikker.