Shutterstock

Tag kontrol over en andens arme

Din hjerne snyder dig til at føle kontrol over dine egne handlinger. Med et simpelt forsøg kan du udvide illusionen, så du føler, at du kan kontrollere andres handlinger.

1. Del frakke med en ven

Stil dig foran et spejl med en frakke vendt omvendt foran dig.

Få en makker til at tage handsker på, og placér ham bag dig, så han kan stikke sine arme ind under dine arme og gennem frakkens ærmer.

Makkeren bør gå lidt ned i knæ, så du ikke kan se ham. Hans arme ser nu ud til at være dine.

Illusion om fri vilje
© Shutterstock & Ken Ikeda Madsen

2. Betragt vinkende hænder

Din makker udfører med ti sekunders mellemrum nogle simple bevægelser med sine hænder.

I alt skal han udføre ti bevægelser, som fx kan bestå af at vinke eller vifte med fingrene.

Undervejs skal du overveje, om hænderne føles fremmede og uden for din kontrol, eller om du føler ejerskab over bevægelserne.

3. Lyt til din makkers ordrer

Gentag øvelsen som før, men denne gang skal din makker fortælle, hvilken bevægelse han har tænkt sig at udføre, umiddelbart før han udfører den.

Han skal dog formulere sine sætninger som ordrer, fx “knyt venstre hånd”. Igen skal du vurdere, hvor meget ejerskab du føler over bevægelserne.

Videnskaben bag: Dine egne arme er fremmede

Amerikanske forskere har udført et forsøg meget lig det, som er beskrevet ovenfor.

Resultaterne afslørede, at forsøgsdeltagerne blev narret til at føle langt mere kontrol over bevægelserne, når de hørte en ordre før hver bevægelse.

Ordren får hjernen til at tro, at den selv har sat gang i bevægelsen, og den skaber derfor en illusion om kontrol.

Denne illusion forekommer også, hver gang du bevæger dine egne arme, og den sørger normalt for, at du føler ejerskab over dine handlinger, selvom de i virkeligheden bliver styret af ubevidste processer i din hjerne – processer, som er uden for din kontrol.