Vanessa Siffredi

Vi kan klare os uden hjernebjælke

Hjernens to halvdele kan tale sammen, selvom den centrale forbindelse mangler.

Nye undersøgelser viser, at børn, som fødes uden hjernebjælke, kan udvikle normal hjernefunktion selv uden hovedvejen mellem de to hjernehalvdele.

Forskere fra University of Geneva i Schweiz sammenlignede vha. skanninger hjernefunktionen hos 29 raske børn og 20 børn, som er født med såkaldt AgCC, dvs. uden hjernebjælke.

Hjernebjælken (gul) er en del af den såkaldte hvide substans. Den består af nerveforbindelser, som sætter forskellige områder i hjernebarken i kontakt med hinanden.

© Shutterstock

Hos nogle børn fører tilstanden til forringede mentale evner, men ikke hos alle. 75 pct. har fx et normalt intelligensniveau.

Hjerneskanningerne afslørede, at børnene uden hjernebjælke dannede ekstra forbindelser inden for hver af de to hjernehalvdele. Og overraskende viste det sig også, at de to halvdele arbejdede sammen, selvom hjernebjælken manglede.

Normalt står hjernebjælken for kontakten mellem de to hjernehalvdele (tv.). Børn, som fødes uden hjernebjælke (th.), danner i stedet ekstra forbindelser i de to halvdele.

© Vanessa Siffredi

Forskerne mener, at børnene må være i stand til at danne nogle alternative signalveje på tværs i hjernen, og at de sammen med de ekstra forbindelser i hver hjernehalvdel kompenserer for den manglende hjernebjælke.

Vigtig viden for gravide

Hvis et foster mangler hjernebjælken, kan det konstateres med ultralydsskanning, og det får i dag nogle vordende forældre til at afbryde graviditeten.

Forskernes håb er, at hjerneskanning af fosteret i fremtiden vil gøre det muligt at afgøre, om hjernen danner de kompenserende forbindelser, så forældrene får et bedre grundlag at træffe den svære beslutning på.