Hurtig vaccine skal bremse globalt mareridt

Den 30. december 2019 sender Li Wenliang en besked på den kinesiske app WeChat til sine kammerater fra lægestudiet.

“I karantæne på akutafdelingen,” skriver han og henviser til syv patienter, som er havnet i karantæne, efter at en mystisk sygdom har ramt dem.

Li Wenliang arbejder som øjenlæge ved Central Hospital i byen Wuhan, der ligger i det centrale Kina og huser 11 millioner indbyggere. Han er 33 år gammel, gift og far til et barn med ét mere i vente.

“Hvor er det skræmmende. Er det sars?” svarer en af modtagerne af beskeden med henvisning til den epidemi, der begyndte i Kina i 2002 og endte med at smitte over 8000 mennesker og sende knap 800 i graven.

Li Wenliang ved godt, at han løber en stor risiko ved at dele informationerne med sine studiekammerater.

Den kinesiske regering har for vane at lægge låg på oplysninger, som kan udløse en krise, der kan skræmme offentligheden og stille politikerne i et dårligt lys.

Men da Li Wenliang sender beskeden, bekymrer han sig ikke om de kinesiske myndigheders vrede. Han tænker kun på, at hans egne venner og familie ikke skal ende samme sted.

Li Wenliangs besked går hurtigt viralt, og midt om natten bliver lægen hidkaldt af embedsmænd fra sund­heds­myn­dig­he­der i Wuhan, som forlanger at få at vide, hvorfor han har delt informationen.

Tre dage senere tvinger politiet ham til at underskrive en erklæring om, at hans advarsel var “illegal adfærd”. Imens får den mystiske sygdom lov til at sprede sig blandt de intetanende indbyggere i millionbyen Wuhan.

Virus voksede på uhumsk marked

Sygdommen er ikke sars, men noget lignende: en coronavirus.

Coronavirus dækker over en stor familie af forskellige typer virus, der varierer en smule. Sars- og mers-virusserne er også en del af coronavirusfamilien, og den nye coronavirus er nært beslægtet med sars, som den er 79 procent genetisk identisk med.

Den nye virus får navnet Sars-CoV-2, der er en forkortelse af severe acute respiratory syndrome coronavirus 2 – nu primært kendt under navnet COVID-19.

Normalt er coronavirus ikke farlig for mennesker. Når vi bliver forkølede eller får milde luftvejsinfektioner om vinteren, skyldes det nemlig ofte coronavirus.

Men i sjældne tilfælde kan en coronavirus mutere og smitte fra dyr til mennesker, og her kan virus blive farlig. COVID-19 hører til denne alvorligere slags.

Coronavirus trives, når mennesker og dyr er i tæt kontakt. Det så vi med udbruddet af mers i Saudi-Arabien i 2012, hvor kameler og dromedarer var hovedårsag til, at virussen blev spredt til mennesker.

Og i 2002 fik desmerdyret skylden for en stor del af sars-epidemien, der også kunne spores tilbage til et kinesisk madmarked.

Epicenteret for den nye coronavirus var Huanan Seafood Market i Wuhan. Markedet er et virvar af boder, der sælger kød, fjerkræ og fisk sammen med mere eksotiske fødevarer som krybdyr og vildt, som flere kinesere anser for at være delikatesser.

Ifølge en rapport fra byens overvågningsenhed for smitsomme sygdomme var hygiejnen på markedet elendig, udluftningen var ringe, og skraldet lå i store dynger på tilsølede gulve – kort sagt perfekte forhold for en coronavirus.

Svinekødshandleren Hu Xiaohu arbejdede under de uhumske forhold, da virussen brød ud i slutningen af december 2019.

Han bemærkede, at noget var helt galt, da flere af arbejderne blev syge og fik feber. Ingen vidste hvorfor, men flere af de syge var i karantæne.

Den 1. januar dukkede politimænd og embedsfolk op på markedet og lukkede det ned.

Lokale myndigheder udsendte en besked om, at markedet skulle renses og rengøres.

Samme morgen rykkede arbejdere iført beskyttelsesdragter ind, spulede boderne og sprøjtede med desinficeringsmidler.

Rengøringen var første synlige tegn på, at regeringen forsøgte at inddæmme sygdommen. Dagen før, den 31. december, havde myndighederne slået alarm til WHO’s kontor i Beijing om, at et udbrud af en smitsom sygdom var i gang.

Flagermus er hovedmistænkte

Det er ikke endeligt påvist, hvilket dyr der var vært for den nye coronavirus, men flagermus står øverst på forskernes liste over mistænkte.

Flagermus har et helt særligt immunforsvar, som ikke reagerer, når det møder en virus.

Flagermus kan altså flyve upåvirkede rundt med virusinfektioner, som kan være skadelige for andre dyr – herunder mennesker.

Sars-virussen stammede fra flagermus. Det samme gjorde ebolavirus, der tog livet af mere end 11.000 mennesker i Vestafrika i perioden fra 2013 til 2016.

På Wuhans virologiske institut undersøgte man prøver fra de patienter, der blev indlagt på byens hospitaler i slutningen af 2019.

En af forskerne, Zheng-Li Shi, var i sin tid med på det hold, der sporede oprindelsen til sars-virussen, der dukkede op i den sydlige provins Guangdong i Kina.

Zheng-Li Shi og hendes kolleger fastslog hurtigt den nye coronavirus’ identitet. Den genetiske sammensætning tydede også på, at den oprindelige vært var den samme, nemlig flagermus.

Coronavirussens vej fra dyr til menneske er dog sandsynligvis gået gennem et andet dyr – en såkaldt mellemvært.

Mellemværten vil typisk være et pattedyr eller en fugl, som er blevet bidt af en flagermus eller har ædt den.

Når blod eller kropsvæsker fra mellemværten kommer i kontakt med et menneske, kan virussen hægte sig på den nye vært.

Flere mennesker kommer i kontakt med dyr

Forskerne på Wuhans virologiske institut fandt det højst sandsynligt, at den nye coronavirus havde fulgt en lignende rute fra dyr til menneske.

Et studie af Beijing Normal University og China Wildlife Conservation Association fra 2012 viser, at en tredjedel af alle indbyggerne i Kinas største byer har brugt vilde dyr som mad, medicin eller til tøj.

Men det er ikke kun i Kina, at befolkningen kommer i tæt kontakt med vilde dyr.

Behovet for at skabe plads til flere mennesker i storbyerne har betydet, at stadig større skovarealer må lade livet til fordel for nye veje og boliger.

Derfor lever langt flere mennesker i Afrika, Asien og Sydamerika tæt på vilde dyr som flagermus, gnavere og aber – og i mange lande bliver dyrene jaget for at blive solgt eller ender på middagstallerkner.

Hele 60 procent af alle nye sygdomme, der smitter mennesker, stammer ifølge biologen Kate Jones ved Zoological Society of London fra dyr.

Og i takt med at flere og flere mennesker kommer i kontakt med potentielle smittebærere, bryder flere epidemier ud.

Siden 1980 er antallet af epidemier på verdensplan således firedoblet, og i dag er der cirka 40 nye infektionssygdomme, som ikke fandtes for 40 år siden – herunder frygtede sygdomme som sars, hiv, fugleinfluenza, nipah, lassa, zika og altså nu COVID-19.

60 % af klodens befolkning kan blive ramt

En uge inde i januar 2020 var akutmodtagelsen på Wuhan Central Hospital helt fyldt med patienter smittet med verdens nyeste infektionssygdom.

Hospitalet var totalt underdrejet grundet de mange patienter, og hospitalsansatte fra alle afdelinger blev sat til at pleje de smittede. Det gjaldt også øjenlægen Li Wenliang, der som den første havde gjort opmærksom på den nye epidemi.

Den 10. januar begyndte Li Wenliang at hoste voldsomt. Kort efter fik han selv konstateret COVID-19 og blev patient på hospitalet.

Den 33-årige øjenlæge var dog ved godt mod og glædede sig til at få bugt med sygdommen, så han kunne hjælpe til med at bremse epidemien.

“Når jeg bliver rask, vil jeg vende tilbage til frontlinjen. Epidemien spreder sig stadig, og jeg vil ikke være nogen desertør,” fortalte han til en kinesisk avis i slutningen af januar.

Mens Li Wenliang lå bundet til sin hospitalsseng i Wuhan, slog verden alarm.

Præcis en måned efter Wenliangs opsigtsvækkende besked til sine studiekammerater erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) den potentielt dødelige coronavirus for en international sundhedskrise.

Og den 11. februar 2020 mødtes 400 af verdens førende forskere i Genève for at diskutere den nye epidemi.

På det tidspunkt var antallet af smittede og døde i Kina steget til henholdsvis 42.638 og 1016. Under mødet slog forskerne fast, at personer, som bliver smittet med virussen, i gennemsnit smitter 2,5 personer.

I så fald er coronavirussen mere smitsom end fx sars.

Professor Gabriel Leung, formand for Public Health Medicine ved The University of Hong Kong, udtalte under mødet i Genève, at sygdommen kan risikere at smitte 60 % af klodens befolkning, hvis ikke den kommer under kontrol.

Men det er lettere sagt end gjort.

COVID-19 er luftbåren og derfor enormt smittefarlig. Virussen har på kort tid spredt sig til alle klodens kontinenter på nær Antarktis.

Og epidemien er meget svær at inddæmme, fordi coronavirussen kan smitte fra person til person, uden at smittebæreren overhovedet er klar over, at han eller hun er syg.

Ifølge en undersøgelse fra Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health i USA lyder inkubationstiden på 11,5 dage i mere end 97 % af de undersøgte tilfælde. Inkubationstiden er den tid, der går, fra man bliver smittet, til man oplever symptomer på virussen.

Desuden er symptomerne på COVID-19-virussen i langt de fleste tilfælde begrænset til hoste, feber og træthed, hvilket gør det svært at adskille den fra en almindelig forkølelsesvirus.

I alvorlige tilfælde kan sygdommen dog udvikle sig til svær lungebetændelse og organsvigt, og så kræver behandlingen hospitalsindlæggelse, fordi den lun­ge­be­tæn­del­se, som virussen kan forårsage, er viral og ikke bakteriel. Derfor virker antibiotika ikke.

Dødeligheden ligger helt oppe på omkring 3,4 %. Til sammenligning har en almindelig influenzavirus en dødelighed på cirka 0,2 %. Det svarer til mellem 1000 til 2000 dødsfald om året, som fortrinsvis rammer ældre og svækkede.

Ligesom influenza er coronavirus en rna-virus. Rna står for ribonukleinsyre og er virussens arvemasse.

I modsætning til de virus, som består af en dna-streng, har en rna-virus som COVID-19 evnen til at mutere og tilpasse sig, så den lettere smitter.

Det skyldes, at ydersiden af viruskapslen, som omgiver arvestoffet i virussen, består af proteiner formet som pigge.

Piggene kan fæstne sig til vores celler og er meget fleksible. Det betyder også, at proteinerne på overfladen kan forandre sig, hvis arvestoffet muterer, uden at de holder op med at virke.

Mutationerne ændrer altså på proteinerne, så immunforsvaret ikke længere kan genkende truslen, selvom immunsystemet måske allerede har modstandskraft mod nogle typer coronavirus.

Forskerne frygter, at COVID-19’s evne til at mutere kan gøre virussen endnu mere smitsomt.

Under ebolaepidemien i Vestafrika dukkede der mange mutationer op, og ifølge britiske og amerikanske forskere var en af de nye varianter af ebolavirus, GPA82V, mere smitsom end de tidligere varianter og spredte sig dobbelt så hurtigt i befolkningen.

Den nye coronavirus er allerede muteret, da den sprang fra dyr til mennesker og derefter begyndte at smitte mellem mennesker.

Der er derfor en stor risiko for, at virussen vil mutere igen, hvilket kan forsinke udviklingen af en vaccine.

Mutationen kan også betyde, at virussens egenskaber styrkes eller svækkes. Uanset hvad, så kan mutationer hurtigt gøre en potentiel vaccine ubrugelig.

Hele verden jagter en kur

Udvikling af en vaccine er derfor også en kamp mod uret, hvor forskere hele tiden må være forberedte på at sadle om, hvis virussen udvikler sig.

Heldigvis er indsatsen for at udvikle en vaccine mod den nye coronavirus allerede sat op i et ekstraordinært højt gear, og mange forhindringer er allerede overkommet.

Før en vaccine kan fremstilles, skal virussens arvemasse (rna) kortlægges.

Det skete allerede i starten af 2020, hvor kinesiske myndigheder meldte ud, at de havde coronavirussens fulde rna-sekvens på plads.

Kortlægningen var startskuddet til at dyrke virussen i laboratoriet, og blot få uger senere lykkedes det forskere fra Doherty Institute i Australien at gøre netop dette.

Herfra kunne arbejdet med at forstå virussen så begynde – en opgave, der nu varetages af flere institutter over hele verden.

Overalt tester man også allerede eksisterende antiviral medicin af for at undersøge, om den kan lindre og i bedste fald helt udradere COVID-19.

I USA har man givet det endnu ikke godkendte middel remdesivir til en patient med coronavirus. Midlet er egentlig tiltænkt ebola, men ser også ud til at virke mod coronavirus.

Patienten viste bedring efter at have taget medicinen, og der blev ikke meldt om nogen bivirkninger. Et andet middel, chloroquine, har også vist potentiale.

Chloroquine bruges normalt mod malaria, men i laboratorietests stoppede det også spredning af co­ro­na­vi­rus. Endelig forbereder japanske forskere kliniske forsøg med hiv-medicin mod coronavirussen.

Bill Gates kan blive redningsmanden

I Europa evaluerer og godkender Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) ny medicin og nye vacciner.

Normalt tager det op til 210 dage at få medicin godkendt, men i februar 2020 aktiverede EMA nødproceduren, så godkendelsesprocessen kun tager omkring 70 dage.

Hastigheden øges bl.a. ved, at vaccinevirksomhederne løbende sender deres data til vurdering i stedet for at sende en samlet pakke til sidst, som man normalt gør.

Nødproceduren er tidligere blevet brugt til svineinfluenzaen H1N1 og mod ebola. Under den dødelige epidemi i Vestafrika udviklede et internationalt forskerhold anført af den norske virusforsker John-Arne Røttingen en helt ny ebolavaccine ved navn rVSV-ZEBOV, som blev testet på tusindvis af smittede med det samme.

Vaccinen rVSV-ZEBOV er en manipuleret udgave af en virus fra hov- og klovdyr, som er ufarlig for mennesker.

Nogle af ebolavirussens gener, der koder for dens karakteristiske overflade, indføres i den ufarlige virus, som sprøjtes ind i en person og inficerer cellerne.

Det får kroppen til at producere viruspartikler, der ligner ebola af udseende, og på den måde aktiveres immunforsvaret, så personen bliver beskyttet mod den rigtige virus.

Denne type vaccineteknologi hedder rna-vaccine, og forskerne håber, at en lignende metode kan bruges til at bekæmpe COVID-19.

I modsætning til traditionelle vacciner kan rna-vacciner udvikles på få dage og hurtigt tilpasses til at bekæmpe nye virusmutationer.

Forrest i kampen for at udvikle en ny rna-vaccine mod coronavirus står den globale, filantropiske organisation CEPI, som er grundlagt og finansieret af Microsoft-grundlæggeren Bill Gates og hans kone, Melinda Gates.

I 2018 udgav CEPI en rapport, hvor de advarede om, at en ny, global epidemi sandsynligvis ville ramme os inden for de næste 10-15 år.

Året efter udtalte Bill Gates: “Verden skal forberede sig på pandemier lige så seriøst, som vi forbereder os på krig.”

På hospitalet i Wuhan tabte Li Wenliang den 7. februar 2020 kampen mod COVID-19. Men øjenlægens minde lever videre – som symbol på, hvor vigtig åbenhed og samarbejde er, når verden står over for en epidemi.

Som Li Wenliang selv formulerede det i et interview med The New York Times kort før sin død: “Hvis embedsfolk havde frigivet information om epidemien tidligere, tror jeg, det ville være gået langt bedre. Der burde være mere åbenhed og gennemsigtighed”.