Hvad er skønhed?
Hvad vil menneskelig skønhed egentlig sige? Er det noget statisk, eller kan opfattelsen af, hvad der er smukt, ændre sig med tiden?

Psykologer, historikere og antropologer har i årevis forsket i, hvad mennesker opfatter som smukt og bliver tiltrukket af hos hinanden. Men det er endnu ikke lykkedes at blive enige om en definition på, hvad skønhed er. Der er dog ingen tvivl om, at historiske og kulturelle faktorer spiller en rolle i vurderingen af skønhed. I nogle samfund er en rund og velnæret kvinde det smukkeste, man kan forestille sig, mens andre samfund mener, at en slank og langlemmet kvindekrop hører til på toppen af skønhedsskalaen. I Vesten har skønhedsidealet ændret sig markant i løbet af historien. Amerikansk forskning viser, at vindere af nutidens skønhedskonkurrencer er omkring 10 kilo lettere end for et par generationer siden. Og går man længere tilbage i tiden, var idealet endnu mere trindt. Trods det kan det godt lade sig gøre at lave en liste over træk, som mennesker verden over finder skønne og smukke. Det gælder for eksempel ren og velplejet hud, tykt, skinnende hår, symmetriske ansigtstræk samt kurvede former hos kvinder og brede skuldre hos mænd. Evolutionspsykologerne mener, at når vi føler os tiltrukket af bestemte træk, skyldes det, at vi ubevidst ønsker at vælge en partner med de bedst mulige gener med henblik på vores afkom. Således skulle kvinder med kurvede former, især omkring hofterne, være velegnede til at føde sunde børn, mens stærke mænd er at foretrække i forbindelse med beskyttelsen af den næste generation.