Hvem kom først? Jagten på de første nordboere

De brede næsebor suger iskold luft ind, mens den behårede næve knuger om et træspyd – dybt koncentreret følger de indsunkne øjne sporene af en kæmpehjort over de nordiske vidder. Hjorten bliver lydløst fulgt ind i et område med tæt krat, hvor den lynhurtigt overmandes med en serie af hurtigt, kraftfulde spydstik.

Billedet af neandertaleren på jagt i Norden blev i mange år betragtet som urealistisk blandt arkæologer. Den 55. nordlige breddegrad, svarende til den sydlige spids af Bornholm, var kendt som neandertalernes nordligste grænse.

Men hvad der engang blev forkastet som en skør idé, er i dag ved at udvikle sig til et helt nyt forskningsfelt.

Nye overraskende fund har fået forskerne til at indlede jagten på spor efter neandertalere i Norden, og de vil nu én gang for alle kortlægge, om de virkelig begav sig på jagtture langt mod nord.

Amatørarkæolog fandt strandbred

Et af de steder, hvor forskerne har ledt efter nye beviser fra neandertalere, er en stejl kystklint ved Ejby i Danmark.

I kamp med brombærkrat og andre vilde vækster gravede et hold danske arkæologer fra ROMU (sammenslutning af ti danske museer, blandt andet Roskilde Museum) og Nationalmuseet sig i efteråret 2020 gennem tusinder af års geologiske lag.

De var på jagt efter en gammel strandbred indkapslet i klinten fra den seneste mellemistid.

I 1960’erne fandt amatørarkæologen Erik Madsen nogle flintestykker, som han mente kunne være fremstillet af neandertalere. Dengang gad ingen museumsfolk høre på ham.

Først for nylig overtog ROMU hans samling på over 300 sten. Flest er indsamlet på stranden og er derfor umulige at datere ud fra geologiske lag.

Men Erik Madsen gravede også ned i klinten og fandt, hvad han mente var en forhistorisk strandbred fra eem-mellemistiden for mellem 130.000 og 115.000 år siden, hvor gennemsnitstemperaturen i Europa var fire grader højere end i dag.

Tre flintesten skilte sig ud. De så ud, som om de havde været i neandertalhænder med karakteristiske, små slagbuler der, hvor stykker af flint var slået af.

De tre sten er siden forsvundet, men i efteråret 2020 gik forskerne altså i gang med at undersøge klinten nærmere.

Også Aarhus Universitet har søsat et større forskningsprojekt, som skal undersøge neandertalernes nordlige udbredelse, under navnet NeanderEDGE.

Flere opsigtsvækkende fund har nu ført til, at jagten på nordens neandertalere udvikler sig til et nyt forskningsfelt.

Østruter åbner teori om Norden

Jagten på Nordens neandertalere sker samtidig med, at historien om menneskets oprindelse er ved at blive skrevet om. Stamtræet er blevet til et vildtvoksende buskads, og forskerne har fået et mere nuanceret billede af, hvordan vores forhistoriske slægtninge levede.

Det gælder også neandertaleren, som fortrinsvis levede i Eurasien, det nuværende Europa og den vestlige del af Asien, for mellem 400.000 og 40.000 år siden.

Inden for de seneste år har forskerne opdaget, at neandertalerne lignede Homo sapiens mere, end vi troede, og at neandertalerne fik børn med både Homo sapiens og en anden menneskeart: denisovaen.

Neandertalerne var dygtige jægere, lejlighedsvise kannibaler, hårdføre og tilpasningsdygtige over for klimaændringer – og de var også omsorgsfulde over for deres egne.

Især to opdagelser har overrasket arkæologerne. Den ene er fra Chagyrskaya-hulen i Altajbjergene i det sydlige Sibirien.

74 knogler fra neandertalere, tusindvis af stenredskaber og fossiler fra planter og dyr er hentet ud af hulen siden opdagelsen i 2007. En undersøgelse fra 2020 nåede frem til, at opdagelserne ligner redskaber fundet i Østeuropa. Derfor konkluderer forskerne, at neandertalerne for 60.000 år siden vandrede næsten 3000 km mod øst.

Afstanden viser, at neandertalerne vandrede langt og altså muligvis kan have bredt sig højt mod nord.

Forskerne har ud fra blandt andet knogler af byttedyr og plantefossiler fastlagt, at neandertalerne jagede bisoner og heste i Sibirien i et tørt og koldt klima. Opdagelsen er et tegn på, at fortidens mennesker var hårdføre og tilpasningsdygtige.

Dertil kommer fund af stenredskaber og dyreknogler fra Byzovaya-hulen ved foden af Uralbjergene længere nordpå i Sibirien. Hulen ligger på linje med bunden af Den Finske Bugt – ca. 1000 km nordligere end de hidtil nordligste fund fra neandertalere.

Selvom forskere stadig strides om, hvorvidt stenredskaberne var fremstillet af Homo sapiens, er et hold russisk-franske forskere overbeviste om, at de stammer fra neandertalere.

Elefant spiddet i Nordtyskland

Trine Kellberg Nielsen er arkæolog, ph.d. og forsker i neandertalere ved Aarhus Universitet. Hun var projektleder på en særudstilling på Moesgaard Museum i Aarhus i 2021 om de sagnomspundne forfædre og formødre, og hun står i spidsen for NeanderEDGE-projektet.

“Det fantastiske ved neandertalerne er, at vi har relativt mange fund, så vi har et rigtig godt indblik i, hvordan de levede. Og de nyeste fund har radikalt ændret vores viden om de her mennesker,” siger hun.

Chancen for at finde spor af neandertalere er ifølge Trine Kellberg Nielsen størst i geologiske lag fra slutningen af eemtiden og begyndelsen af den seneste istid, weichsel, for 115.000 år siden, hvor vandstanden faldt – og større i Jylland end på Sjælland, som under den seneste mellemistid var splittet op i to øer.

Neandertalerne skulle krydse en masse vand for at ankomme til Ejby Klint på den tid, og forskerne ved ikke med sikkerhed, om de sejlede.

Det hidtil mest spektakulære fund er fra Lehringen i Nordtyskland, godt 250 km syd for Danmark: et langt træspyd i brystet på en skovelefant.

Fundet indfanger en scene, hvor skovelefanten synker om på en søbred, og livet fosser ud af det store dyr fra såret i brystet. Snart begynder neandertalere at skære lunser af kød fra knoglerne med deres flinteredskaber.

Dateringen siger, at skovelefanten døde for 120.000 år siden, altså i mellemistiden, hvor Lehringen var præget af åben skov.

“Efterhånden som det blev mere køligt, ændrede vegetationen sig, så der var mindre skov og mere åbent land. Det betød en højere mobilitet blandt neandertalere. Så derfor er det aktuelt at kigge på perioden lige efter mellemistiden og starten af weichsel,” siger Trine Kellberg Nielsen.

Store dele af det sydlige Norden var i begyndelsen af den seneste istid en del af et tundralandskab med hårdføre urter, lave buske og byttedyr som mammutter, uldhåret næsehorn, kæmpehjort og steppebison.

Sandsynligheden er 50-50

Trine Kellberg Nielsen vurderer chancen for at finde spor af neandertalere til at være fifty-fifty og peger på tre steder i Jylland, hvor det giver mening at lede efter spor.

Mange steder i Danmark har istidsgletsjere rodet jordlagene sammen, men hun har identificeret steder, hvor isen har lagt et “låg” på af grus og jord, så det er muligt at grave ned til lagene og datere dem.

Og vel at mærke steder med sandsynlighed for at finde fossiler: flodbredder eller søer, hvor dyr, planter og redskaber hurtigt er dækket til og forseglet af mudder og sand.

De tre steder findes på bakkeøerne i Sønderjylland, i begravede dale i det østlige Jylland ved Horsens og Aarhus – alle i nærheden af grusgrave, hvor geologiske lag er tilgængelige.

“Vi ved, at neandertalerne kunne tilpasse sig ekstreme miljøer, og vi ved, at der var byttedyr i Danmark. Spørgsmålet er, om de blev bremset af naturlige barrierer, for eksempel et sund imellem Danmark og Tyskland,” siger Trine Kellberg Nielsen.

“Hvis Danmark derimod var del af et større landskab med korridorer i form af dale, de kunne følge, er det mere sandsynligt, at neandertalerne var her på jagttogter.”

Naturligt nok er forskningen mest koncentreret om de sydligste dele af Norden, men finske arkæologer interesserer sig også for neandertalere.

I Pohjanmaa ligger der nemlig en hule ved navn Ulvegrotten med redskaber, et ildsted og et stengulv, som kunne være fremstillet af mennesker engang i eem-mellemistiden.

Andre arkæologer og geologer er dog uenige i den tolkning. De mener, fundene er naturskabte.

Ældste menneske er 9000 år

Vi har altså endnu ingen håndfaste beviser for neandertalere i Norden.

Så indtil videre begynder historien om de nordiske befolkninger langt senere, nemlig ved slutningen af seneste istid, weichsel-istiden, der sluttede brat med hastige temperaturstigninger for 11.700 år siden.

Længe efter at alle andre mennesker end Homo sapiens var uddøde.

De første indvandrere, vi har sikre spor af, er Hamburg-jægerne fra området syd for Elben i Tyskland. For næsten 15.000 år siden fulgte de rensdyr på sæsonjagter nordpå.

Det ældste menneske fundet i Norden er 9000 år og fra en mose på Fyn – kendt i mange år som Koelbjergkvinden, men en dna-analyse afslørede i 2017, at moseliget var af en mand.

Tilbage på Ejby Klint er udgravningen og analyserne af fundene for længst afsluttet.

Arkæologerne drømte om at finde spor fra neandertalerne, men det lykkedes ikke, fortæller museumsinspektør og arkæolog fra ROMU Ole Kastholm. Arkæologerne fandt bl.a. nogle flintesten, som ligner de tre forsvundne.

“Vi tror, stenene er naturskabte. Under pres af isen opstår forskellige afspaltninger, som i sjældne tilfælde kan ligne slagbuler. Det mener vi, er tilfældet her,” siger Ole Kastholm.

Endnu mangler geologerne at afgøre, om klinten indeholder en strandbred fra eemtiden eller blot sammenrodede lag fra flere tidsperioder.

Arkæologerne har afsluttet udgravningen, men den repræsenterer alligevel en begyndelse – for selvom sagen om Erik Madsens sten er lukket, er hele spørgsmålet om neandertalernes mulige vandring ind i Norden først lige åbnet.