Både videnskabsmænd og filosoffer har beskæftiget sig med dette spørgsmål i århundreder – af gode grunde uden at nå frem til et endegyldigt svar.
Ofte har holdningerne haft noget at gøre med, hvilken type samfund de er opstået i. For eksempel har man i kriger-samfund typisk foretrukket en død i kamp, mens repræsentanter for mere fredelige folkeslag har argumenteret for, at det var bedst at sove stille ind. Rent lægeligt er der noget, som tyder på, at en langsom død ikke nødvendigvis er den værste.
Således har en række amerikanske læger studeret, hvad der sker med mennesker, som bliver holdt kunstigt i live – senest i forbindelse med sagen omkring amerikaneren Terri Schiavo, der var i en såkaldt permanent vegetativ tilstand. Her blev det debatteret, om hendes madsonde skulle fjernes, så hun kunne få fred. Når det sker, begynder kroppen at dø af sult. Men selv om det kan virke barbarisk, er processen faktisk ret fredfyldt.
De fleste patienter, som ikke kan spise eller drikke, indtræder i en tilstand, der kaldes ketose. Det vil sige, at kroppen begynder at bruge fedt og muskler som brændstof. Efterhånden bliver nervesystemets reaktioner meget svage, og derfor vil patienterne næppe opleve smerte, sult eller tørst. Når nyrerne til sidst svigter, dør de, formentlig uden ubehag.