Det er vanskeligt at kåre verdens sikreste sted, da mange kandidater til titlen af naturlige årsager er meget tilbageholdende med oplysninger. Men kigger man på steder, som dels er vanskelige at trænge ind i og dels giver maksimal beskyttelse mod bomber, terrorangreb og lignende, er der to lokaliteter, som kommer højt op på listen, begge beliggende i USA:
Fort Knox regnes af de fleste eksperter som verdens sikreste opbevaringssted, og mange lande har i tidens løb haft kostbarheder i depot her, eksempelvis de engelske kronjuveler under anden verdenskrig. Tag og mure er lavet af granitblokke, og døren ind til det rum, hvor guldet ligger, vejer 20 tons. For at åbne den skal der flere personer til, som hver især kun kender en del af koden.
NORAD, det amerikanske luftforsvars operationscenter i Cheyenne Mountains, er designet til at kunne tåle alt – også et direkte angreb med en atombombe. NORAD ligger 600 meter inde i et bjerg, og alle afdelinger er omgivet af stålgitre og anbragt på enorme fjedre, så eventuelle rystelser fra naturkatastrofer eller bombenedslag ikke kan påvirke dem. NORAD har sin egen strøm- og vandforsyning, ligesom luften renses for alle urenheder, inden den slippes ind til dem, der arbejder på stedet.