Urin, afføring, og sommetider opkast, er alt sammen noget, der hører toilettet til. Og når du skyller ud, hvirvler et væld af bakterier op af kummen.
Et enkelt skyl sender hundredetusindvis af mikroskopiske dråber, kaldet aerosoler, ud i rummet. De luftbårne dråber indeholder både bakterier og virusser.
Hvor mange mikroorganismer, der flyver op af toilettet og hvor langt, de spredes, afhænger af afføringens indhold af bakterier og virus. Derudover spiller toilettets form og skyllets kraft også en rolle.
Bakterier rammer din tandbørste
Målinger af aerosolernes spredning har vist, at de kan nå to meter op i luften og brede sig rundt i hele rummet. Mikroorganismerne kan således lande på alle overflader i badeværelset – lige fra håndklædetørreren til tandbørsten.