Hvorfor er vi nødt til at sove?

Det varierer åbenbart meget, hvor længe mennesker behøver at sove, og nogle dyr har slet ikke brug for søvn – men hvorfor sover vi egentlig?

mor, barn, sovende
© Shutterstock

Trods mange års forskning i søvnens betydning er der endnu ingen, som med sikkerhed har kunnet forklare, hvorfor mennesker og dyr sover.

De ældste teorier går ud fra, at søvn spiller en rolle rent energimæssigt. En søvnperiode genoplader groft sagt kroppens batterier. Nervecellerne i kroppen får tid til at gøre sig klar til ny aktivitet, og der er mulighed for at genskabe de forbrugte hjerneproteiner og hormoner.

De nyeste teorier siger, at kroppens behov kun spiller en underordnet rolle i forbindelse med søvnen. Det vigtigste er hjernens behov. Nogle forskere mener således, at hjernen bruger søvnen til at rydde op i dagens indtryk, slette det, der ikke er brug for, og katalogisere det, der skal oplagres i hukommelsen – specielt det sidste skal være vigtigt.

En anden teori siger derimod, at det er sletteprocessen, der er afgørende. Hvis ikke hjernen gennem søvn fik tid til at fjerne alle unødvendige oplysninger, ville den til sidst blive overfyldt og overbelastet.