Fælles for alle blå mærker er, at det slag, vi har pådraget os, har beskadiget de små blodkar i huden.
Når blodkarrene er slået i stykker, trænger blodets røde blodlegemer ud i vævet. I denne første fase af det blå mærke er blodet rødt, fordi det bliver iltet, når det forlader blodkarrene.
Ilt får blodet til at skifte farve
Efterhånden mister det lækkede blod dog ilt, og det får blodet til at skifte farve, så det bliver mere blåt eller sort at se på.
De beskadigede blodceller begynder at dø, og friske såkaldte makrofagceller træder ind på arenaen.
Makrofagcellerne kommer for at rydde op. De begynder nu at fjerne de døde celler ved at nedbryde dem.
Denne nedbrydning gør de døde celler mere gullige i farven. Efter nogen tid er alle cellerne brudt ned, og det blå mærke er forsvundet.