I virkeligheden er venstre nok den mest oprindelige side at færdes i, så englænderne har blot holdt fast i en tradition, der måske stammer helt fra oldtiden eller middelalderen.
I helt gamle dage var den største fare ved at færdes på vejen nemlig overfald, så derfor foretrak rejsende at gå eller ride i venstre side, dvs. sværdarm mod sværdarm. Skikken varede helt til den franske revolution sidst i 1700-tallet.
Indtil da havde den franske almue og senere de revolutionære regnet det for mest sikkert at gå i højre side af vejen for ikke at blive overrasket bagfra af adelens køretøjer, der holdt sig i venstre side eller midt på vejen. Da de revolutionære henrettede adelen og vandt magten i Frankrig, blev højrekørsel indført ved lov.
Under Napoleonskrigene blev højrekørsel spredt til det meste af Europa. Napoleons hovedfjende, England, var dog en undtagelse. Her holdt man fast i venstrekørsel, som blev ophøjet til lov i 1835.
Generelt var det kun de stater, der holdt stand mod Napoleon, som beholdt venstrekørsel. I dag kører briterne stadig i venstre side af vejen, og i mange af de britisk påvirkede Commonwealth-lande sværger man også til venstrekørsel.
Det gælder fx både Australien og New Zealand, der er ø-riger ligesom Storbritannien. Så her er der ingen problemer med at skifte kørebane ved grænserne.