Små børn putter ting i munden, fordi de kan lide det. Og de kan lide det, fordi det er nødvendigt for at lære verden at kende. Når voksne opfatter verden omkring os, siger vi, at vi “ser” den. Men som den franske filosof Merleau-Ponty påpeger, kunne vi slet ikke “se”, hvad der var omkring os, hvis vi fra starten af livet kun havde mødt verden med synet. Vi mener for eksempel at kunne se, at der to meter foran os er en uigennemtrængelig væg. Men denne indsigt er jo i virkeligheden et resultat af tidligere erfaringer, som vi har fået via følesansen.
De er indarbejdet i os gennem barndommen, hvor vi flittigt har håndteret alle mulige genstande for at få en fornemmelse af, hvordan de er. I starten af livet er det derfor vigtigt at erfare verden ved at lugte til den, smage på den og røre ved den. Og med den medfødte trang til at putte så meget af verden i munden som muligt smager, lugter og berører børn ting på samme tid. Af den grund er det meget logisk, at den vigtigste lystfølelse hos småbørn er koncentreret om munden. Først langt senere har vi glæde af at observere ting på afstand, for eksempel ved at se fjernsyn.