Hvorfor ryster vi af kulde?

Når jeg fryser, kan hele kroppen begynde at ryste. Hvor kommer rystelserne fra, og hvad er formålet?

© Shutterstock

Vi ryster af kulde for at holde varmen. Rystelserne skyldes, at skeletmusklerne trækker sig sammen i korte ryk. Bevægelserne sikrer, at vores kropstemperatur ikke bliver for lav – dvs. falder til under 37 grader.

Skeletmusklerne er de muskler, som styrer kroppens bevægelser, og som du normalt har bevidst kontrol over. Men når kulden får arme og ben til at ryste og tænderne til at klapre, har den ubevidste del af hjernen taget over.

I 2007 kortlagde forskere fra Oregon Health and Science University i USA den præcise kommandovej, som fremkalder kulderystelserne.

Forsøg med rotter viste, at signaler fra temperaturfølsomme receptorer i huden aktiverer et lille center tæt på hjernestammen, kaldet lateral parabrachial nucleus. Herfra går signaler videre til hypothalamus i mellemhjernen, som derefter sender besked ud til musklerne om at foretage sammentrækningerne.

Kroppen udnytter musklernes spildvarme

Når musklerne arbejder, omdanner de kemisk energi til bevægelsesenergi, og i processen går en del energi tabt som varme. Det er denne spildvarme, kroppen udnytter positivt til at øge sin temperatur.

Et lignende fænomen kendes fra nogle insekter, som vibrerer med vingerne, før de letter og flyver af sted. Her varmer rystelserne vingemusklerne op til den temperatur, de fungerer bedst ved.