Hvorfor spiser vi ikke græs?
Mange dyr lever nærmest udelukkende af grønt græs, så hvorfor er det ikke også på menneskets menukort?
Selvom græs ikke er giftigt og godt kan spises, er det langt fra optimal føde for mennesker. Vores krop kan nemlig ikke få meget næring ud af de grønne strå.
Græs består hovedsageligt af komplekse fibre som cellulose, hemicellulose og lignin, der tilsammen udgør ca. 85 pct. af tørvægten. Fibrene findes i plantecellernes vægge og hjælper med at gøre dem stive og stabile, så de holder mikroorganismer ude af cellerne.
Stivhed betyder, at fibrene er ekstremt svære at nedbryde, og vores mave og tarme har ikke de nødvendige enzymer til opgaven.
Drøvtyggere såsom køer har derimod udviklet et særligt fordøjelsessystem, som bl.a. involverer fire maver og et væld af bakterier til at nedbryde og udvinde energi fra de komplekse fibre.
Frugter og grøntsager indeholder også cellulose, hemicellulose og lignin, men i betydeligt mindre mængder. Fx indeholder modne bananer blot 0,03 pct. lignin, 0,28 pct. cellulose og 0,96 pct. hemicellulose.
Græs sliber tænderne ned
Græs er ikke blot svært at nedbryde, men belaster også tænderne. Udover at kræve omfattende tygning, har græs også et forholdsvis højt niveau af silica – et mineral som har en slibende effekt.
For at kompensere for slitagen har drøvtyggere udviklet en mekanisme, hvor tænderne fortsætter med at gro, efterhånden som de slides ned.