Hvorfor spjætter jeg med benene, lige før jeg falder i søvn?
Hvad skyldes det pludselige spjæt, der føles, som om man er lige ved at falde ud over en skrænt, når man ligger og skal falde i søvn?

Mange mennesker har oplevet, at deres ben og arme pludselig spjætter, netop som de er ved at døse hen. Spjættet kommer ofte sammen med en ubehagelig følelse af at falde. Fænomenet er dog helt ufarligt og betragtes som normalt.
Hvis et menneske derimod spjætter gennem hele nattesøvnen, taler lægerne om en decideret lidelse – den såkaldte Periodic Limb Movement.
Fordi spjætteri under indslumringen ikke betragtes som en lidelse, er der kun forsket ganske lidt i fænomenet, og der findes ingen definitiv forklaring.
Én teori er, at spjættene kan være en naturlig del af den afslapning af kroppen, som indtræder, når vi skal sove. Vores vejrtrækning ændres, og vores muskler afspændes. Spjættene er måske blot en kortvarig reaktion på, at vores muskler afslappes.
En anden teori er baseret på menneskets udvikling – faktisk helt tilbage til dengang, vi var krybdyr. I døsen når vi til et punkt, hvor musklerne hurtigt slapper helt af. Vores hjerne, som er udviklet fra en krybdyrhjerne, tolker denne pludselige afslapning som et faresignal om, at kroppen falder. Hjernen sender derfor besked til arme og ben om, at de skal slå ud for at finde fæste. Denne teori forklarer altså, hvorfor vi tit får fornemmelsen af at falde, når vi vågner med et spjæt.
Fornemmelsen af, at man falder ud over en skrænt, er ikke en drøm, for man sover jo faktisk ikke endnu. Der er nærmere tale om en mild hallucination.