I kapløb med tiden: Din krop forfalder hurtigt

Biokemisk fest i hjernen former dit temperament

Barndommen er det tidspunkt, hvor den medfødte personlighed begynder at ændre sig. I fosterets hjerne konkurrerer fire biokemiske stoffer – dopamin, serotonin, testosteron og østrogen – om, hvordan nervebanerne bliver lagt mellem hjernens forskellige centre.

Dopamin og serotonin er med til at bestemme, hvilke veje nervesignalerne løber gennem hjernen, og alt efter hvilket af dem, som får den dominerende rolle, vil personen typisk blive henholdsvis nysgerrig og energisk eller forsigtig og ansvarlig.

Kønshormonerne har derimod indflydelse på størrelsen af de forskellige hjernecentre, og her vil en overvægt af testosteron bidrage til en analytisk og kontant personlighed, mens man bliver mere hjælpsom og medfølende, hvis østrogen har været dominerende.

I toårsalderen begynder barnet at udvikle selvbevidsthed og social forståelse, så det kan føle sig stolt, flovt eller skamfuldt, og det bliver opmærksomt på sine egne behov.

Det medfødte temperament er i begyndelsen afgørende for, hvad barnet er villigt til at gøre for at tilfredsstille sine behov, men det ændrer sig i seks-niårsalderen. Her begynder binyrerne at producere stigende mængder af hormonet DHEA, som stimulerer væksten af hjernens neuroner og dermed hjernens fortsatte udvikling. Hormonerne påvirker personligheden, så mange børn får mindre selvværd eller bliver mere aggressive.

Mængden af hormoner samt signalstofferne serotonin og dopamin stiger og falder brat i teenageårene, hvilket forandrer kroppens og hjernens kemi voldsomt. Variationerne fører bl.a. til humørsvingninger og nedsat impulskontrol, så den unge handler spontant uden at tænke sig om først.

Samtidig medfører behovet for at spejle sig i andre og sikre sig en god plads i vennernes sociale hakkeorden, at teenageren eksperimenterer med forskellige personligheder, som dog ikke har stor indflydelse på personligheden senere i livet.

De største og mest varige ændringer i personligheden sker i de unge voksenår, hvor livets store omvæltninger stiller krav til ansvarlighed for uddannelse, arbejde, bolig og familie. I den periode oplever mange en stigende følelsesmæssig stabilitet og bliver mere rolige.

Selvom overgangsalderen og midtvejskriser senere i livet kortvarigt kan påvirke personligheden, så viser de langvarige ændringer hos den midaldrende sig fortrinsvis ved, at man bliver mere tillidsfuld og samarbejdsvillig og åbner op for nye interesser i fx kunst og kultur.

Hjernen bliver voksen i 20’erne

Umiddelbart burde hele kroppen fungere optimalt i 20’erne og 30’erne, men nogle organer har allerede oplevet deres storhedstid. Det gælder først og fremmest hjernen.

Fra graviditetens syvende uge og frem til to år efter fødslen danner barnet omkring 1000 nye hjerneceller pr. sekund. Men i midten af 20’erne stopper dannelsen af nye hjerneceller næsten fuldstændig, så i takt med at de dør en naturlig død, bliver de ikke erstattet.

Gennem resten af livet bliver hjernebarken derfor gradvist tyndere, og med færre hjerneceller til rådighed er det ikke muligt at løse opgaver lige så hurtigt som før.

Også huden og lungerne begynder at forfalde, mens vi er i 20’erne eller 30’erne. Huden producerer mindre mængder af bindevævsfibrene kollagen og elastin, der giver huden dens smidighed og styrke. Samtidig bliver fedtlaget under huden tyndere, og det bidrager alt sammen til, at huden bliver mere rynket og skrøbelig.

Fertiliteten lider i kamp mod alderen

Allerede i 30-40-årsalderen begynder kroppen for alvor at ældes. Først og fremmest går det ud over evnen til at få børn, men mange oplever også, at synet og de fysiske kræfter svigter.

Kvinder mister muligheden for at få børn efter overgangsalderen, men chancerne for at blive gravid begynder allerede at falde et par årtier inden.

Selvom manden i princippet kan få børn hele livet, vil han normalt også blive ramt af dårlig sædkvalitet, rejsningsproblemer og faldende produktion af sædvæske, fordi prostata gradvist mister sin funktion.

I voksenalderen begynder de fleste også at få problemer med synet. Øjnenes linser bliver stivere, så det bliver svært at fokusere på nært hold, og de bliver også tættere, så mindre lys slipper igennem til nethinden.

Hjertet er slidt

Når vi bliver gamle, er de fleste af kroppens organer slidte. Hørelsen svigter, gigten sætter ind, og hjertet samt mange andre organer som fx nyrer og tarme kan ikke længere præstere lige så godt som i de unge dage.

Selvom et gammelt hjerte har knoklet uafbrudt gennem hele livet, kan det i de fleste tilfælde sagtens passe sit normale, dagligdags arbejde og pumpe blodet rundt i kroppen. Det er først under fysisk belastning, når musklerne har brug for mere blod, og hjertet skal pumpe hurtigere, at problemerne opstår.

Hørelsen bliver typisk dårligere med alderen, og det skyldes primært, at vi gennem livet mister nogle af ørets små hårceller. Det er særligt de høje toner, vi har svært ved at høre, og dermed bliver det vanskeligt at opfatte konsonanter som fx f, s og t, uanset hvor højt folk taler.

Derfor har de fleste ældre faktisk lettere ved at forstå mænd, som snakker med en dyb stemme, end kvinder og børn, der har et lysere stemmeleje.

Tarmsystemet fungerer heller ikke længere optimalt og producerer færre fordøjelsesenzymer end normalt, så den ældre bliver oppustet. Selve tarmbevægelserne bliver også langsommere, hvilket kan føre til forstoppelse.

Nyrerne fungerer dårligere og udskiller for meget vand og for få salte, så vi let bliver dehydrerede. Derudover svigter funktionen af blæren og urinvejene, så ældre mennesker oftere skal på toilettet eller oplever ufrivillig vandladning.