Shutterstock
Job ansøger jobansøger

Kæmpe undersøgelse: Sådan får du nemmest et nyt job

Du kan øge dine chancer for et nyt job markant ved at benytte den rigtige taktik.

Dine såkaldte svage forbindelser på professionelle netværk som LinkedIn fordobler dine muligheder for at få fingrene i et nyt job.

Det viser en kæmpe undersøgelser med cirka 20 millioner LinkedIn-brugere, som mellem 2015 og 2019 har været under luppen hos forskere fra MIT-universitetet, Harvard Business School og LinkedIn selv.

Undersøgelsen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science og bekræfter en knap 50 år gammel teori om, at dine forbindelser uden et nært forhold i dagligdagen kan vise sig at være nøglen til nye oplevelser og – i dette tilfælde – nye jobs.

Praktisk teori på LinkedIn

Teorien om styrken ved svage forbindelser daterer sig tilbage til 1973, hvor den amerikanske sociolog Mark Granovetter opfandt begrebet.

Basalt handler det om, at jo stærkere en forbindelse du har i et socialt netværk, des mere minder forbindelsen om dig selv. Der vil derfor også være mange gengangere blandt ens venner.

Derimod er der stor sandsynlighed for, at du ikke kender vennerne til en overfladisk bekendt, der i netværksteorien betegnes som en ’svag forbindelse’, og som bærer kimen til helt nye jobmuligheder uden for din normale sociale sfære.

For at omsætte teori til praksis på specifikt jobmarkedet har forskerne sammen med LinkedIn-eksperter undersøgt over 20 millioner LinkedIn-brugere, der blev delt i to grupper, når de fik præsenteret funktionen ’Personer, du muligvis kender’.

600.000 fik nyt job

Den ene gruppe fik foreslået forholdsvis stærke forbindelser med mange venne-overlap, mens den anden gruppe fik præsenteret svage forbindelser med få eller ingen fælles bekendte.

Herefter har forskerne undersøgt, hvor mange jobs de 20 millioner testpersoner har søgt og fået.

Især er der blevet zoomet ind på antallet af nye jobs i samme virksomhed som nye bekendte. fordi det indikerer en direkte sammenhæng mellem den nye forbindelse og succes i jobsøgningen.

Eksperimentet har efter fem år genereret to milliarder nye forbindelser og 600.000 nye jobs. Forskernes konklusion er, at ’moderat svage forbindelser’ mere end fordobler jobmulighederne.

En moderat svag forbindelse er her defineret som en relation, du deler cirka 10 kontakter med uden at have jævnlig kontakt.

Kontroversiel efterklang

I lighed med andre sociale mediers pillerier ved deres egne algoritmer har LinkedIn ikke fortalt testpersonerne, at de har deltaget i et kæmpe-eksperiment vedrørende nye jobs og bekendtskaber.

Det har affødt en del kritik om etikken i at øge jobmulighederne og dermed give potentielt markante livsforbedringer for en gruppe LinkedIn-brugere frem for en anden.

Blandt andre Michael Zimmer, leder af Center for Data, Etik og Samfund ved det amerikanske Marquette Universitet, har ifølge New York Times efterlyst de etiske overvejelser ved langsigtede konsekvenser i den slags forsøg.

LinkedIn har svaret på kritikken ved at henvise til sine brugerbetingelser, hvor der står, at brugerdata kan anvendes til ”at researche tendenser inden for det sociale, økonomiske og arbejdsmæssige område”.

Det Microsoft-ejede sociale medie har ifølge flere medier understreget, at der har været benyttet ikke-invasiv teknologi til at få besvaret vigtige forskningsspørgsmål, og selskabet hverken har eksperimenteret med dets medlemmer eller forfordelt jobsøgende i undersøgelsen.