Kan hypnose erstatte medicin?

Hypnotisørens navn er Chema Nieto. I 2009 publicerer han sin succeshistorie i et videnskabeligt tidsskrift og bygger dermed videre på flere hundrede års fortælling om, at hypnose er et reelt alternativ til almindelig medicinsk behandling af en række sygdomme.

Men selvom noget tyder på, at den trancelignende tilstand i visse tilfælde kan påvirke hjernen og for eksempel lindre smerter hos fødende kvinder, dæmpe angstsymptomer og hjælpe rygere med at kvitte smøgerne, er langtfra alle overbeviste om tilstandens helbredende effekt.

Ofte er der tale om 
enkeltstående solstråleshistorier, der står uimodsagte tilbage, eller også er behandlingen afprøvet på så få forsøgspersoner, at det er svært at drage sikre konklusioner.


I andre tilfælde tager forskerne ikke højde for de patienter, der, af forskellige årsager, falder fra undervejs i undersøgelserne, så de positive resultater til sidst kommer til at 
fylde mere i statistikken.

Hypnose forfører hjernen

Behandlinger med hypnose er ellers ingen ny opfindelse.

Den tyske læge Franz Mesmer var lidt af en pioner, da han i 1784 introducerede en hypnoselignende tilstand, som fik hans patienter til at forsvinde ind i en krampeagtig søvn, der tilsyneladende helbredte dem for deres lidelser.

Halvtreds år senere etablerede den engelske læge John Elliotson en klinik i London, hvor han brugte hypnose til bedøvelse og behandling af både psykiske og medicinske lidelser.

Og i 1845 overtog hypnotisører ansvaret for al bedøvelse på et hospital i den indiske by Calcutta, hvor de hjalp kirurgerne med at udføre 300 større og flere tusind mindre operationer med stor succes.

Sidenhen har læger på adskillige hospitaler verden over eksperimenteret med teknikken, mens hypnotisører på tusindvis af klinikker tilbyder en form for alternativ behandling, der dog mangler sundhedsmyndighedernes blå stempel i langt de fleste lande.

Selve ordet hypnose stammer fra den græske gud for søvn, Hypnos, og blev første gang brugt af den skotske neurolog James Braid i 1843.

Han gjorde op med datidens herskende forestilling om, at tilstanden 
virker ved hjælp af uforklarlige magnetiske kræfter, og viste, at det derimod er resultatet af en såkaldt fokuseret opmærksomhed, som påvirker nervesystemet. Den forklaring holder overordnet set stadig.

Det ved vi takket være neurologen Amir Raz fra McGill University i Canada, som selv har en fortid som showhypnotisør og er en af de forskere, der siden har bidraget mest til at forstå mekanismerne bag hypnose.

I sine undersøgelser fokuserer han på de konflikter, der opstår i hjernen, når hypnotisøren ved hjælp af forskellige teknikker får folk til at opfatte sig selv og deres omgivelser på helt nye måder.

Selv hos mennesker, som ikke er hypnotiserede, opstår den slags konflikter hele tiden – når vi fx ser en lækker kage og får lyst til at spise den, selvom vi er på slankekur, tvinger vi hjernen til at vælge mellem to modsatrettede ønsker, og det skaber en konflikt.

Amir Raz og andre forskere mener, at der sker noget tilsvarende, når hypnotisøren eksempelvis trækker en frivillig op på scenen og får ham til at tro, at han er Elvis Presley, der skal synge “Love Me Tender” foran publikum.

Grundlæggende ved den hypnotiserede godt, at han ikke er Elvis, og at han ikke ejer en tone i livet. Men selvopfattelsen udfordres af hypnotisørens insisterende påstande.

I en almindelig situation vil hjernen hurtigt rette sig ind efter virkeligheden og nægte at bryde ud i sang foran flere hundrede tilskuere. Men under påvirkning af hypnostisørens mange gentagelser og klare instrukser kan forestillingen om at være Elvis virke så tillokkende, at hjernen lader sig forføre.

Stemmen afværger konflikt

I en stor undersøgelse fra 2005 benyttede Amir Raz sig af et klassisk psykologisk eksperiment kaldet Stroops test til at undersøge, om hypnose kan påvirke hjernens evne til at løse konflikter.

I undersøgelsen skulle forsøgspersonerne sige farven på nogle bogstaver, der dannede navnet på en anden farve.

Ordet RØD kunne eksempelvis være skrevet med grønne bogstaver, hvilket udløste en konflikt mellem synscenteret, der registrerede en anden farve end det hjernecenter, der stavede sig gennem bogstaverne.

På den måde blev hjernen tvunget til at vælge, om den stolede mest på synssansen eller det læste ord, og den konflikt nedsatte læsehastigheden betydeligt.

Forskerne bragte efterfølgende forsøgspersonerne i en let hypnotisk trance og forklarede dem, at de bogstaver, de snart ville se, dannede uforståelige ord på et sprog, de ikke kendte.

De skulle derfor ikke tillægge bogstaverne nogen betydning, men udelukkende koncentrere sig om deres farve.

Forsøget viste, at når deltagerne var under hypnose og midlertidigt ude af stand til at læse, var der ikke længere uoverensstemmelse mellem de to hjernecentre.

Sidenhen har hjerneskanninger og flere andre forskere bekræftet, at hypnose også påvirker andre områder i hjernen, og det er derfor nærliggende at antage, at hypnose kan lindre lidelser som fx angst og smerter, der netop udspringer fra hjernen.

Mavesmerter skal tales væk

På trods af adskillige forsøg med hypnose er der ikke meget videnskabelig rygdækning for, at hypnotisøren kan hjælpe patienterne bedre end lægen.

Irritabel tyktarm er én af de sygdomme, hvor forskere har undersøgt, om hypnose har en gavnlig effekt.

For selvom lidelsen først og fremmest viser sig som problemer i maveregionen, behandles patienterne ofte med antidepressive midler, fordi hjernen både menes at være involveret i årsagen til sygdommen og patienternes evne til at håndtere symptomerne.

Det fik lægen Alexander Ford til at nærstudere fem undersøgelser, hvor hypnoses gavnlige effekt på mavesmerterne var blevet testet.

Den såkaldte metaanalyse fra 2018 konkluderede, at hypnose reducerede patienternes symptomer med 26 procent, mens de antidepressive midler reducerede symptomerne med 34 procent.

Sammenlagt omfattede de fem undersøgelser kun 183 forsøgspersoner, hvilket er et statistisk skrøbeligt grundlag at basere sine konklusioner på.

Alligevel endte Ford med at konkludere, at hypnose kan være et alternativ til almindelig medicin.

Nysgerrige er mere modtagelige

En tilsvarende lille og usikker positiv effekt af hypnose offentliggjorde forskeren Hannah Ainsworth fra The University of York i England i en anden metaanalyse fra 2009.

Ligesom Alexander Ford gennemgik hun også fem tidligere undersøgelser, der alle viste en positiv effekt af hypnose. Men også her var det lave antal forsøgspersoner på blot 214 et problem for troværdigheden.

Få forsøgspersoner var til gengæld ikke et problem i en stor dansk undersøgelse fra 2013, som omfattede hele 1222 førstegangsfødende kvinder på Skejby Sygehus i Aarhus.

Her afprøvede jordemoder Anette Werner, om såkaldt selvhypnose kunne lindre smerterne under en fødsel.

Kvinderne blev bl.a. bedt om at lytte til optagelser derhjemme, hvor en uddannet hypnotisør med lullende stemme forsøgte at styrke kvindernes selvtillid og modstandskraft inden den forestående kraftpræstation.

Samtidig skulle stemmen ændre kvindernes tidsopfattelse, så veerne ville opleves som meget kortvarige.

Konklusionen var imidlertid, at hypnosen ikke nedsatte kvindernes behov for at bedøve smerterne med såkaldt epiduralblokade.

Til gengæld gjorde behandlingen hele oplevelsen mere behagelig og mindre angstpræget.

Et lignende resultat kom frem i en engelsk undersøgelse fra 2015, hvor forskere konkluderede, at hypnose kun nedsatte 
behovet for epiduralblokade med otte procent, hvilket ikke er nogen statistisk signifikant forskel.

Både den engelske og den danske undersøgelse ind­gik i en stor metaanalyse fra 2016, som omfattede 2954 kvinder og tydede på, at den eneste gavnlige effekt af hypnose under fødsler var, at kvindernes behov for andre smertestillende midler ud over epiduralblokade blev halveret.

Men forskerne konkluderede også, at undersøgelserne generelt omfattede for få forsøgspersoner og var for dårligt tilrettelagt til, at resultaterne kunne bruges til at konkludere noget.

Et udbredt problem ved flere af undersøgelserne var, at der ikke blev gjort omhyggeligt rede for, om resultaterne stammede fra alle de kvinder, der var med i forsøget fra begyndelsen, eller om nogen af dem undervejs var sorteret fra af den ene eller anden grund.

Og netop frasorteringen er en svaghed i alle slags medicinske forsøg og i særdeleshed i forsøg med hypnose. Det er nemlig langtfra alle forsøgspersoner, der er modtagelige over for hypnotisørens ord.

I en undersøgelse fra 2000 konkluderede professor i psykologi Vilfredo De Pascalis, at 28 procent af de 356 forsøgspersoner i hans undersøgelse var næsten umulige at hypnotisere, mens 10 procent var meget modtagelige over for hypnose.

Andre forskere er nået frem til lignende resultater, men årsagen kendes ikke. Nogle mener, at arvelige faktorer spiller ind, mens andre ser en sammenhæng mellem modtagelighed og personlighedstræk som fx nysgerrighed og følsomhed.

Under alle omstændigheder betyder det, at forskere, der vil undersøge effekten af behandling med hypnose, på 
forhånd kan regne med, at omkring en fjerdedel af forsøgspersonerne ikke vil reagere på behandlingen.

Tager forskerne ikke højde for det frafald, er der risiko for, at de i undersøgelsen ender med at sammenligne to forskellige behandlinger på hver sin patientgruppe.

I nogle tilfælde forsøger forskerne på forhånd at teste forsøgspersonernes modtagelighed – på samme måde som showhypnotisører gør før en optræden.

Men for en forsker er det betænkeligt at udvælge de mest modtagelige til sine forsøg, fordi kontrolgruppen og hypnosegruppen risikerer at være uensartede og usammenlignelige, hvilket kan påvirke deres reaktion på behandlingen.

Indtil videre er det altså ikke lykkedes at overbevise videnskaben om, at tilstanden er et alternativ til medicin.

Forskerne stiller sig dog ikke helt afvisende, for hypnose påvirker uden tvivl hjernen – især hvis du er blandt de 10 pct., der af stadig ukendte årsager er særlig modtagelige.