Videnskaben er ikke helt enig på dette område.
Flere gamle undersøgelser tyder på, at ekstra søvn fører til sløvhed og ugidelighed. Men et nyere forsøg på Henry Ford Hospital i Detroit viser noget andet.
Her lod man en gruppe mennesker sove en time mere, end de plejede. Den ekstra time viste sig at forbedre både deres koncentration, præstationer på jobbet og kørefærdigheder i bil.
Stadier styrer søvn
Alligevel kender de fleste fornemmelsen af at vågne op efter en særlig lang søvn og være helt groggy.
Men når ekstra søvn kan føre til, at man føler sig endnu mere træt, har det sandsynligvis at gøre med det søvnstadium, man vågner op fra. Når vi sover, gennemgår vi en række faser fra meget dyb søvn, såkaldt deltasøvn, til let søvn, hvor hjerneaktiviteten er næsten, som når man er vågen.
Hvis man bliver vækket fra den dybe søvn, vil man som regel føle sig søvnig og ved siden af sig selv i en periode.
Søvn er individuelt
Så længe man sover nogenlunde regelmæssigt, vil kroppen time det således, at man vågner fra et let søvnstadium.
Men hvis man sover længere end normalt, kan der gå kludder i systemet, så man vågner fra deltasøvnen. Det kan også være årsagen til, at de gamle undersøgelser viser, at ekstra søvn fører til sløvhed.
Det er umuligt at sige, hvor meget man skal sove, fordi der er så store forskelle fra person til person. For voksne mennesker ligger gennemsnittet lidt over syv timer, men nogle har brug for ni timer, mens andre kan klare sig med fem eller i sjældne tilfælde endnu mindre.
Den bedste regel er at sove, indtil man vågner af sig selv – hvis det kan lade sig gøre uden vækkeur.