Vand kan ikke trænge gennem menneskets hud – i al fald kun i så små mængder, at det ikke har nogen praktisk betydning for at skaffe kroppen væske.
Dermed kan de skibbrudne ved forliset af fregatten Méduse i 1816 ikke have undgået dehydrering, selvom de ifølge beretningen sad med kroppene delvist under vand på deres redningsflåde.
Salt truer kroppen
Méduse forliste i Atlanten godt 110 km vest for nutidens Mauretanien i Nordvestafrika. Saltholdigheden af havet er her så høj, at hvis vand kunne trænge gennem menneskehud i større mængder, ville transporten været gået den anden vej, fra kroppen ud i havet.
Årsagen er fænomenet osmose, hvor en væske vandrer gennem en membran på grund af forskellen i koncentrationen af opløste stoffer på de to sider af membranen.
Et menneskes gennemsnitlige saltholdighed er ca. ni gram pr. 1000 gram kropsvæske, fx blod. Havvandet i Sydatlanten har en saltholdighed på godt 35 gram – altså fire gange højere.
Saltvandet ville altså have accelereret dehydreringen af sømændene.
Saltholdighed er også forklaringen på, hvorfor du bliver tørstigere, hvis du drikker saltvand – vandet dehydrerer dig indefra, da din krops overskud af salt stiger.
En anden mulig forklaring på, hvordan nogle af de 147 skibbrudne fra Méduse overlevede længe nok til at blive fundet efter 12 døgn, skal findes et andet sted. Varmen i troperne, hvor forliset skete, ville normalt få sømændene til at svede op til ti liter dagligt, men havvandet kan have fugtet deres hud og være fordampet.
Det kan have holdt kropstemperaturen nede, så de kunne slippe afsted med at svede mindre.
