Knoglefund i Laos kan omskrive historien om menneskets migration fra Afrika
Forskeres opdagelse dybt inde i en fortidig bjerghule afslører, hvordan vores forfædre kan have nået det sydøstasiatiske fastland langt tidligere, end vi hidtil har troet.
Et internationalt forskerhold har med egne ord fundet uomtvistelige beviser på menneskelig tilstedeværelse i Tam Pà Ling-hulen i Laos tusindvis af år tidligere end hidtil antaget. Her er holdet i gang med deres udgravninger i hulen.
Da Homo sapiens ankom til Sydøstasien på deres vej ud af Afrika, efterlod de snesvis af spor, som eftertidens forskere har gravet frem og analyseret i årenes løb.
På baggrund af deres fund har forskerne hidtil troet, at det moderne menneske trådte sine første skridt i regionen for omkring 50.000 år siden.
Men nu har et internationalt forskerhold gjort et banebrydende nyt fund, der ser ud til at skrive historien om.
Forskerne har nemlig fundet fragmenter fra et kranie og et skinneben, som viser, at den moderne menneskeart formentlig spredte sig fra Afrika gennem Den Arabiske Halvø og videre til Asien langt tidligere, end man hidtil har troet.
Det fremgår af en undersøgelse, som er bragt i tidsskriftet Nature Communications.
Knoglefundene kan ifølge forskerne dateres 86-68.000 år tilbage - men selvom de stammer fra Homo sapiens, er det tvivlsomt, om de tidlige udvandrere rent faktisk har bidraget til nulevende menneskers genpulje, lyder det fra forskerne.
Ikke desto mindre udfordrer fundene den fremherskende idé om, at menneskets vej over kloden var lineær og fandt sted i en enkelt bølge for omkring 50.000 til 60.000 år siden.
Kreativ knogledatering
Forskerne fandt frem til de ældgamle knoglefragmenter dybt nede i hulens lerlag.
Ved første øjekast kunne de små brudstykker let forveksles med sten. Men deres hvide farve afslørede, at det ikke var småsten, men ældgamle knoglerester, forskerne havde opdaget.
Næste hurdle var at datere de menneskelige fossiler. For den historiske hule er på verdensarvslisten, og fossilerne er beskyttet af laotisk lov, så forskerne kunne ikke datere dem direkte.
Her er den sydlige indgang til Tam Pà Ling-hulen i det nordlige Laos, hvor forskere for første gang fandt spor fra mennesker i form af et kranium og en underkæbe tilbage i 2009. Siden er der blevet foretaget adskillige udgravninger i hulen, der er bredt anerkendt for sin arkæologiske betydning for regionen.
Samtidig var der meget få dyreknogler og huleudsmykninger, der kunne aldersbestemmes, og det hele var for gammelt til kulstof-14 datering.
Men ved at bruge såkaldt luminescensdatering til at datere det sediment, der omgiver fossilerne i hulen, lykkedes det alligevel forskerne at anslå knogleresternes alder.
Luminescensdatering er en metode, man bruger til at bestemme alderen på arkæologiske genstande eller geologiske formationer ved at analysere den optiske stråling, der er blevet absorberet og frigivet af mineralske krystaller over tid.
Metoden er især nyttig for at datere sedimenter og genstande, der er ældre end de perioder, som kan dateres ved hjælp af kulstof-14-metoden.