Hvis du tænker tilbage på ulykkelige forelskelser i din ungdom, husker du måske et tidspunkt, hvor en ven eller veninde påstod, at det hjælper at spille kostbar.
Det er ikke kun i vores ungdom, at vi ligger under for lignende kærlighedsrådgivning. Dameblade, film og avisbrevkasser synger ofte den samme sang: Du skal ikke være for let at få fat i. Ignorér den ønskede partner, og vedkommende vil pludselig se dig i et andet og langt mere tiltrækkende lys.
Men passer kostbarhedsteorien, når vi hiver den ud af damebladene og ind i forskningslaboratoriet? Og når først vi er i et parforhold: Er forholdet stærkere, hvis den ene spillede kostbar, da parret mødtes?
Jill Byrnit er forfatter og medforfatter til adskillige fagbøger og videnskabelige artikler om sociale relationer hos mennesker og andre primater.
Det hele kommer an på, hvad vi søger i vores kærlighedsliv. Er du primært motiveret af den kortsigtede belønning ved at jage noget, du begærer, eller ønsker du rent faktisk at finde sammen med en person, du kan lide som menneske?
Kostbart er ikke dyrebart for alle
I en nyere undersøgelse bad forskerne forsøgspersoner interagere med mulige partnere, som enten lod til at være meget kræsne, når de valgte partner, eller virkede åbne over for nye bekendtskaber.
Resultaterne viste, at forsøgspersonerne i højere grad ønskede at mødes med personer, som signalerede, at de ikke gik ud med hvem som helst, end med dem, der virkede mere lettilgængelige at komme på date med.
Fundet støtter altså kostbarhedshypotesen, men resultaterne er undtagelsen frem for reglen. Meget forskning har over årene undersøgt, om kostbar gør dyrebar, og overordnet vinder hypotesen ikke. Frem for at være tiltrukket af folk, som spiller kostbare, lader vi tværtimod til bedre at kunne lide dem, som kan lide os – og som tydeligt viser det.
Et forskerhold har analyseret, hvorfor det at spille kostbar ikke nødvendigvis giver pote, og når frem til, at det skyldes forskellen på tiltrækning og sympati.
Som de fleste ved, kan vi sagtens være tiltrukket af nogen uden dybest set at kunne lide dem. Hjernen opererer med forskellige belønningssystemer for det, vi ønsker, og det, vi kan lide.
Når en potentiel ny partner spiller kostbar, bliver vi muligvis mere motiverede for at erobre vedkommende, og hjernen belønner os, hvis vi lykkes. Men vi kommer samtidig til at synes mindre godt om partneren, fordi han/hun virker så afvisende eller kritisk. Og kritik er ikke opskriften på noget holdbart i kærlighedsafdelingen.
Vores belønningssystemer strides, og kostbarhed vinder kun på den helt korte bane. På længere sigt handler det i langt højere grad om gensidig forståelse, om at vise kærlighed overfor hinanden og om at kunne sige "pyt" og komme videre, hvis partnerens handlinger skuffer. Interessant nok viser forskning også, at konflikter på ingen måde behøver at være et problem i et parforhold.
Forskere fandt parforholdsgift
Det ved vi fra det såkaldte Gottmanske kærlighedslaboratorium – undersøgelser i 90’erne anført af amerikaneren John Gottman, der er professor i psykologi og forfatter til bestsellere om adfærd i parforhold.
Psykologer kunne ud fra videoerne og research med over 90 pct. sikkerhed forudsige, hvilke par der i fremtiden ville blive skilt.
I nogle af de mest bemærkelsesværdige forsøg blev parrene sat til at finde frem til et enkelt emne, der igen og igen voldte problemer i forholdet. Det kunne være spørgsmål om alt fra penge og jobforhold til, hvor parret skulle rejse på ferie.
Når emnet var fundet, skulle parterne drøfte det i 15 minutter, imens de blev filmet. Gottmans forskerteam vurderede derefter, hvilke positive og negative følelser de så mellem parterne.
Til sidst kunne teamet ud fra på videoerne og research med over 90 pct. sikkerhed forudsige, hvilke par der i fremtiden ville blive skilt. Måske overraskende viste det sig, at konflikterne i sig selv ikke var problemet.
Problemet var graden af negativitet og kritik, når parrene talte om konflikterne.
Dyr bruger kostbarhed som et trick
Hunner udnytter yngre hanner
Gorillaer lever i harem med én alfahan og mange hunner. Hunner indynder sig hos alfahannen med æggende adfærd, men hvis det ikke virker, spiller hun op til yngre hanner i flokken, så alfahannen brager ind og erobrer hende.
Katte er trofaste som hunde
Katte spiller måske kostbare, men de knytter sig også til ejerne. I en undersøgelse blev katte sat i nye omgivelser, adskilt fra ejeren og derefter genforenet. Resultaterne viste, at katte udviser samme tilknytning som hunde.
Harer løber sig til parring
Med en topfart på 80 km/t er harer kodede til at sprinte fra farer, men hunnerne spiller også hard to get over for hannerne ved at løbe. Hanner jagter dem i cirkelformationer, indtil de får isoleret en hun klar til parring.
Kritikken kom hyppigt til udtryk som hån eller foragt, som når en kvinde reagerede over for sin mands argumenter ved at himle med øjnene og sige, at det også var “typisk ham”, eller at han “altid gjorde” sådan.
Eller når parterne over for hinanden kom med tilsyneladende morsomme, men reelt syrlige bemærkninger om, at de allerede på deres første date burde have regnet ud, at det ville gå galt, ud fra måden, den anden tyggede maden på, og lignende.
Gottmans team konkluderede, at folk, der er indirekte kritiske i parforhold, fokuserer på fejlene. Alle er ikke lige gode til at give og tage imod kærlighed, men nogle læser konsekvent dårlige intentioner ind i deres partners handlinger.
Når en partner i kærlighedseksperimentet eksempelvis fortalte, hvor rejsen burde gå hen, kunne partneren fejllæse det som et tegn på kritik og hævde, at hvis vedkommende virkelig elskede ham eller hende, ville personen aldrig formulere det sådan.
Negativitet i et forhold havde altså meget lidt at gøre med den andens handlinger og alt at gøre med, hvilket (negativt) syn ægtefællen havde på sin partner generelt. At spille kostbar fører muligvis til, at nogen bliver interesserede, men der skal andet og mere til at skabe et holdbart parforhold.