Shutterstock
Mand holder om fedt på maven

5 grunde til at du skal elske dit fedt

Fedt har et dårligt ry, men faktisk tjener kroppens 10-15 kg blæver mange livsnødvendige formål.

1. Fedt holder sammen på cellerne

En stor del af kroppens fedt sidder som fedtsyrer i et tyndt lag rundt om cellerne, som de afgrænser og holder sammen på.

Især hjernens nerveceller har meget fedt, da det øger nervesignalernes hastighed.

2. Fedtvæv vedligeholder immunsystemet

© Shutterstock

Fedtvævet er ikke bare passive depoter, men aktive organer, som producerer østrogen, leptin og omkring 25 andre hormoner og hormonlignende stoffer.

De påvirker hele kroppen og regulerer fx stofskiftet og immunforsvaret.

3. Fedt lagrer den overskydende energi

Fedt er bedre end kulhydrat og protein til at oplagre overskydende energi efter et måltid.

Fedtet indeholder mere end dobbelt så meget energi, og så binder det ikke vand. Det holder størrelsen på kroppens energidepoter nede.

4. Høj fedtprocent beskytter mod kulde

Med en fedtprocent på over 50 kan isbjørne holde sig varme i det iskolde Polarhav, fordi fedtet under huden har en god isoleringsevne.

Selvom vores fedtprocent kun er halvdelen, så spiller fedtet en vigtig rolle for at beskytte os mod kulde.

5. Brunt fedt giver ekstra varme-reserve

Normalt forvandler cellerne næringsstoffer til molekylet ATP, som driver forskellige processer i kroppen.

Men det såkaldt brune fedt kan afspore produktionen af molekylet og i stedet brænde energien af i form af varme, hvis kroppen fryser.