Året er 1839. Charles Darwin befinder sig i sit hjem i Kent, England, og han kan ikke tage øjnene fra sin nyfødte søn. Den unge forsker er overvældet af faderfølelser – men også af ren videnskabelig interesse. Han noterer alt om det lille barns første grimasser.
“Fra hans ottende dag og et stykke tid derefter observerede jeg de første tegn på en skrigetur. (…) Så snart skrigeriet begyndte, trak alle musklerne omkring øjnene sig kraftigt sammen, og munden åbnede sig på vid gab,” skriver Darwin om sønnen i sit værk “The Expression of the Emotions in Man and Animals” (“Udtryk for følelser hos mennesker og dyr”).
Værket vakte stor opmærksomhed, da det kom ud i 1872. Det indeholdt de første videnskabelige teorier om ansigtets udvikling og ansigtsudtryks betydning. Darwin havde indhentet notater, fotos og andre data fra forskere over hele verden og viste blandt andet, hvordan hunde, katte og chimpanser har ansigtsudtryk, som minder om menneskets.
Hans mål var at placere mennesket i en evolutionær sammenhæng. I værket identificerer han også seks ansigtsudtryk som udtryk for basale følelser, genkendelige på tværs af alle kulturer: vrede, afsky, overraskelse, glæde, tristhed og frygt. Darwin søgte svar på to vigtige spørgsmål: Hvorfor ser ansigtet ud, som det gør, og hvad betyder de forskellige ansigtsudtryk? Tilsyneladende enkle spørgsmål.
Det er de ikke. Nye generationer af forskere knokler i dag videre med at afdække ansigtets hemmeligheder – med algoritmer, dna-teknologi og 3D-billedbehandling. Og de har fundet en lang række overraskende svar på Darwins grundlæggende spørgsmål.
Forskerne jagter ansigtets dna
Året er 2015. Antropologen Mark Shriver fra Penn State University, USA, betragter to helt særlige portrætfotos på sit kontor. Det ene forestiller ham selv – det andet hans nu seksårige søn som 25-årig. Portrætterne er computergenererede ud fra en dna-test.
Billedet af ham selv har en vis lighed med originalen. Portrættet af sønnen har han endnu til gode at teste mod virkeligheden, men han ved allerede nu, at det ikke vil være nøjagtigt. Endnu kan kun få, grove træk identificeres ud fra dna – øjen- og hårfarve, køn, etnicitet og omtrentlig alder. Men forventningen er, at den slags portrætter bliver mere præcise, efterhånden som forskerne afdækker mere viden om ansigtet.
Metoden er dog allerede taget i brug inden for efterforskning i kriminalsager – og i overvågning af befolkninger. Det oplevede beboerne i Hongkong i 2015 under en kampagne for renere gader. Ud fra tyggegummi og cigaretskod smidt på gaden udvandt myndighederne dna og fik fremstillet portrætter, som blev vist på store postere som en slags gabestok.
Dit ansigt lyver om din alder
Vores kæledyr er ofte nuttede versioner af deres vilde forfædre. De har store øjne og korte snuder – træk, som ellers kun ses hos unger. Fastholdelsen af barnlige træk ind i voksenalderen kaldes neoteni, og det ses ikke kun hos kæledyr. Fænomenet er helt centralt for vores egen evolution.
Ved fødslen ligner chimpanse- og menneskekranier hinanden. Begge har et fladt ansigt. Med tiden vokser chimpansens kæber, og kraniet ændrer sig drastisk. Men ligesom kæledyrene beholder mennesket sit barnlige ansigt hele livet.
Nogle forskere mener, at udviklingen skyldes, at vi er tiltrukket af ungdommelige ansigtstræk. Andre mener, at det er en bivirkning af, at vi har valgt partnere, som ikke er aggressive. Det har medført en ændring i vores hormoner, som har påvirket ansigtets udvikling.
Mark Shriver og en række andre forskere over hele verden forsøger at identificere alle de gener, som er ansvarlige for den enorme variation i menneskeansigtet. Feltet er i voldsom vækst takket være ny teknologi. Forskerne kortlægger flere og flere gener, som er involveret i at danne ansigtets knogler og brusk, bløddele og hud.
Omkring 50 er indtil videre opdaget. Og nogle af dem forbindes med flere træk. Men endnu ved forskerne ikke, om de er på jagt efter hundreder eller tusinder af gener – kun, at vores ansigter er voldsomt komplekse.
Vi har 43 muskler i ansigtet, og antallet af mulige ansigtsudtryk er overvældende. 10.000 er registreret i FACS, Facial Action Coding System, et indeks over ansigtsudtryk, som er udbredt over hele verden. Den samlede pulje af menneskelige ansigtsudtryk er imidlertid langt større, bl.a. fordi vores ansigter er asymmetriske, og fordi vi ændrer os markant med alderen.
Ansigtet sladrer om fortiden
For 200.000 år siden: Moderne mennesker, stort set som vi ser ud i dag, dukker op i Afrika. Vores nære slægtninge gorillaen, chimpansen og de tidligste menneskearter havde en flad pande, en lille hjerne og et stort, fremskudt kæbeparti. Men det moderne menneske har et rundt hoved med en stor hjerne og en mindre kæbe. Vi har et fladt og nøgent ansigt med øjne, næse og mund placeret lodret lige over hinanden – et helt enestående ansigt sammenlignet med de fleste andre pattedyr.
Palæoantropologer, som forsker i menneskets oprindelse og udvikling, kaster nyt lys på vores mærkværdige ansigter ved hjælp af fossile kranier. Fossilerne sladrer om, hvordan kost og klima, folkevandringer og møder med andre grupper af menneskeslægten har formet ansigtet. Da vi begyndte at tilberede vores mad, blev kæbe og kindtænder mindre. Vi behøvede ikke at bruge så mange kræfter på at tygge. Og slåskampe om mad og mager kan have været med til at give os stærke kind- og pandeben, der beskytter mod knoglebrud.
Ansigter sætter sig fast i hjernen
Ansigtet havner i baghovedet
Når du ser et ansigt, vil 100 mio. lysfølsomme fotoreceptorer i dit øje sende billedet til synscenteret helt omme bagerst i din hjerne.
Hjernecenter leder efter øjne og mund
Hjernecenteret occipital face area i nakkelappen leder efter øjne, næse og mund i synsindtrykket og vurderer, om det er et ansigt.
Nerveceller skaber detaljeret kort
I et område nederst i tindingelappen reagerer hver af nervecellerne på ét bestemt træk i ansigtet, fx hudfarven eller afstanden mellem øjnene. Cellernes samlede aktivitet skaber et kort over hver enkelt lille detalje i det ansigt, du står overfor.
Hjernen gemmer ansigtet
Informationerne om ansigtet gemmes i hjernen. Især hippocampus og pandelappen spiller en vigtig rolle i lagringen.
Klimaet har også spillet en rolle i udformningen af ansigtet. Antropologer fra Pennsylvania State University har nærstuderet 3D-billeder af 467 næser, målt længde, bredde og højde og sammenholdt dem med klimaet i de områder, hvor næsernes ejermænd og -kvinder bor.
Forskerne fandt, at brede næsebor hænger sammen med høj temperatur og høj luftfugtighed, mens smalle og høje næsebor mest findes hos mennesker, som bor i et koldt og tørt klima. Forklaringen lyder, at smalle næsebor dirigerer luftstrømmen, så den passerer tættere og langsommere forbi den fugtige og varme slimhinde i næsen, hvor den tilpasses kroppen, inden den hales ind i lungerne. Derfor er smalle næser bedre i kolde egne – og omvendt i varme egne.
Og vores forfædres liv og omgivelser har ikke kun sat aftryk på selve formen af ansigtet. De har formentlig også betydning for, hvordan dit ansigt bevæger sig.
Ansigtsudtryk er reflekser
Ansigtsudtryk, som hos vores forfædre tjente et praktisk formål, hænger ved i dag, selvom de ikke længere har samme funktion. Når vi for eksempel løfter øjenbrynene og åbner munden i et overrasket udtryk, skyldes det måske, at vores fjerne forfædre løftede brynene for at øge synsfeltet og åbnede munden for at få tilstrækkeligt med ilt til at stikke af, når de så et rovdyr.
Udtrykket er så stærkt knyttet sammen med kroppens reaktion på det uventede, at vi stadig gør det i dag. Samme mekanisme kender vi fra dyreverdenen. Hunde går flere gange rundt om sig selv, før de lægger sig i deres hundekurv, og det skyldes muligvis, at deres forfædre formede et leje i græsset på den måde.
Nogle forskere mener, at de fleste af vores ansigtsudtryk er en form for reflekser, der kan spores tilbage til menneskehedens forfædre. Hvis det er sandt, vil alle mennesker – overalt i verden – udvise de samme udtryk, når de udsættes for de samme situationer.
Det var netop det, Darwin hævdede, da han identificerede de seks universelle ansigtsudtryk, der afspejler vores basale følelser. Og i 1968 drog den amerikanske psykolog Paul Ekman afsted til et afsondret folk på Papua Ny Guinea for at teste, om Darwin havde ret.
Et smil er et smil over hele verden
Året er 1968. Paul Ekman og hans hold kæmper sig op gennem vildnisset i det uvejsomme bjergområde, hvor forestammen bor.
De lever afsondret og primitivt og har været helt afskærmet fra både cubakrisen, månekapløbet og Hollywood. Uspoleret af den vestlige kultur lever de så tæt på naturen som muligt, og netop derfor er de perfekte til Ekmans eksperiment.
Forskerne medbringer fotos af mennesker med forskellige ansigtsudtryk og beder de lokale beboere om ud fra en liste at vælge den beskrivelse, der bedst passer til udtrykkene. Konklusionen er, at Darwin havde ret. Et smil er et smil og udtrykker glæde over hele verden. Og det samme gælder for Darwins fem andre basale udtryk.
Dine muskler spejler ansigtsudtryk
Dit ansigt spejler andres glæde og vrede
Når du ser en vred person, opstår der aktivitet i musklen corrugator supercilii, som trækker dine øjenbryn nedad.
Dit ansigt spejler andres glæde og vrede
Når du ser en glad person, aktiveres musklen zygomaticus major, som er involveret i at trække mundvigene opad, når du smiler.
Resultatet er kontroversielt blandt flere af tidens antropologer, som mener, at ansigtsudtryk er tillærte og kulturelt betingede.
Alligevel får Ekmans opdagelse stor gennemslagskraft i de følgende år, hvor han selv og andre forskere i alt gennemfører forsøget i 21 lande med samme resultat. Og flere årtier senere bakker nye undersøgelser op om Ekman. Analyser af 4800 fotografier fra De Olympiske Lege i 2004 af både seende og blinde atleter foretaget af den amerikanske psykolog David Matsumoto peger på, at ansigtsudtryk er instinktive. Alle atleter viste samme udtryk for glæde, når de stod på sejrsskamlen, og atleter med en sølvmedalje om halsen smilede det såkaldt sociale smil, som adskiller sig fra et oprigtigt smil ved ikke at fremkalde smilerynker.
Ifølge Ekman er vores ansigtsudtryk så tæt og instinktivt koblet til vores følelser, at det er muligt på et splitsekund at afsløre, om en person lyver, ud fra små trækninger i ansigtsmusklerne. Den del af Ekmans arbejde bliver flittigt brugt af blandt andet de amerikanske efterretnings- og sikkerhedstjenester CIA og FBI. Og hvis du møder en mistroisk tolder i lufthavnen, som gransker dit ansigt, kan han meget vel være trænet efter Paul Ekmans metoder.
Men Ekmans teori om, at ansigtet er følelsernes spejl, bliver nu udfordret af flere forskere. De kritiserer den grundlæggende metode i Ekmans oprindelige forsøg.
Frygt bliver til en trussel
Året er 2014. 54 medlemmer af den namibiske himbastamme fra to afsondrede landsbyer deltager i et forsøg. I USA deltager 68 amerikanere. De amerikanske psykologer Maria Gendron og Lisa Feldman Barrett står for forsøget, som skal teste den metode, Paul Ekman anvendte i Papua New Guinea.
Begge forsøgsgrupper bliver delt i to, og alle får vist fotos af personer med de seks ansigtsudtryk, som også Darwin og Ekman arbejdede med. Den ene halvdel fra de to grupper skal kategorisere billederne efter en liste med Darwins seks basale følelser – ligesom i Ekmans forsøg. Den anden halvdel må kategorisere billederne, som de vil.
Resultatet viser, at amerikanere og afrikanere opnår samme resultat, når de vælger fra listen, men forskellige resultater, når de kan vælge frit. Psykologerne konkluderer, at Ekmans metode resulterer i et styret resultat.
Også psykologen Carlos Crivelli kritiserer Ekman. Han har testet folk i Mozambique og Papua Ny Guinea og bl.a. fundet, at unge mennesker på Papua Ny Guinea forstår udtrykket for frygt med vidt åbne øjne og åben mund helt anderledes end vesterlændinge. De ser det som et truende udtryk. Et andet hold forskere gennemgik i 2017 i alt 50 undersøgelser af sammenhængen mellem ansigtsudtryk og følelser og kom frem til, at kun en lille del af vores ansigtsudtryk afspejler vores følelser. Kun smil og latter var næsten altid og overalt et udtryk for glæde.
Hvis resultaterne er korrekte, betyder det, at vores ansigtsudtryk er tillærte. De er ikke instinktivt koblet til vores følelser, og de er ikke et vindue til vores sjæl. Mange forskere mener tilmed, at ansigtsudtrykkenes primære formål er at manipulere andre, så vi kan få vores vilje.
Trist ansigt sikrer medlidenhed
Du græder ikke, fordi du er ked af det, men fordi du vil vække medlidenhed hos andre. Du skuler ikke, fordi du er vred, men fordi du vil have andre til at overgive sig.
Flere forskere mener nu, at vores ansigtsudtryk ikke er et vindue til vores følelser, men et værktøj til at få vores vilje. De peger på forsøg, som viser, at vi tilpasser vores ansigtsudtryk, alt efter hvem der ser på. På den måde sikrer vi, at udtrykkene har den ønskede effekt på modtageren.
Modstandere af teorien påpeger, at vi også laver grimasser, når vi er alene. Fortalerne argumenterer med, at vi aldrig er helt alene. Når der ikke er nogen i nærheden, befolker vi tankerne med personer.
Med gode argumenter på hver side tyder meget på, at vores ansigtsudtryk i virkeligheden både kan være ærlige og manipulerende.
En stor gruppe af forskere bakker dog stadig op om Ekmans teorier. Sandheden ligger formentlig et sted mellem de to lejre, og en ny tilgang kan måske hjælpe os med at komme tættere på: Ved at skabe et nyt ansigt helt fra bunden kan vi blive klogere på vores eget ansigts hemmeligheder.
Robotter skal løse ansigtets gåder
Året er 2018. 179 år efter at Charles Darwin begyndte at studere ansigtsudtryk, præsenterer den japanske robotforsker Hiroshi Ishiguro den nyeste af sine robotter, Ibuki: “Hej, jeg hedder Ibuki – det betyder liv,” siger den menneskelignende robot med en drengestemme, som synes at komme et helt andet sted fra end fra hans silikonemund.
Ishiguro er en af verdens førende robotudviklere. Han har en tro robotkopi af sig selv og er optaget af at imitere mennesket i sine robotter – for at blive klogere på, hvad et menneske er. Ibuki har et ansigt som en tiårig dreng og bevæger både læber, kæbe og øjne, når han taler. I hans øjne sidder kameraer, som kan genkende et ansigt, og han kan reagere med et smil, når nogen smiler til ham.
Alligevel virker han ikke menneskelig. Ibuki demonstrerer, hvor kompliceret vores ansigtsmimik er. Andre nye robotter, fx The Shaman of Songs i Disney World, Florida, har langt mere flydende bevægelser, men de er ikke lige så selvstændige som Ibuki.
Video: Mød robotten Ibuki
Målet er, at robotterne skaber realistiske bevægelser og bruger dem på de rigtige tidspunkter. Det første kræver en robot, som kan gengive alle de mindste trækninger i menneskeansigtet. Disneys Shaman-robot er tæt på takket være et væld af bevægelige dele under huden, men den er ikke helt i mål.
Det andet kræver en forståelse af, hvordan ansigtsudtryk er koblet til vores tanker. Den forståelse har vi ikke helt, men håbet er, at robotterne kan lære det selv. Forskere fra New York i USA skabte i 2019 en robotarm, som lærte sig selv at flytte genstande. Næste skridt er måske et robotansigt, som kan lære sig selv – og os – hemmelighederne bag det menneskelige ansigt.