Året er 1839. Charles Darwin befinder sig i sit hjem i Kent, England, og han kan ikke tage øjnene fra sin nyfødte søn. Den unge forsker er overvældet af faderfølelser – men også af ren videnskabelig interesse. Han noterer alt om det lille barns første grimasser.
“Fra hans ottende dag og et stykke tid derefter observerede jeg de første tegn på en skrigetur. (…) Så snart skrigeriet begyndte, trak alle musklerne omkring øjnene sig kraftigt sammen, og munden åbnede sig på vid gab,” skriver Darwin om sønnen i sit værk “The Expression of the Emotions in Man and Animals” (“Udtryk for følelser hos mennesker og dyr”).
Værket vakte stor opmærksomhed, da det kom ud i 1872. Det indeholdt de første videnskabelige teorier om ansigtets udvikling og ansigtsudtryks betydning. Darwin havde indhentet notater, fotos og andre data fra forskere over hele verden og viste blandt andet, hvordan hunde, katte og chimpanser har ansigtsudtryk, som minder om menneskets.
Hans mål var at placere mennesket i en evolutionær sammenhæng. I værket identificerer han også seks ansigtsudtryk som udtryk for basale følelser, genkendelige på tværs af alle kulturer: vrede, afsky, overraskelse, glæde, tristhed og frygt. Darwin søgte svar på to vigtige spørgsmål: Hvorfor ser ansigtet ud, som det gør, og hvad betyder de forskellige ansigtsudtryk? Tilsyneladende enkle spørgsmål.
Det er de ikke. Nye generationer af forskere knokler i dag videre med at afdække ansigtets hemmeligheder – med algoritmer, dna-teknologi og 3D-billedbehandling. Og de har fundet en lang række overraskende svar på Darwins grundlæggende spørgsmål.
Forskerne jagter ansigtets dna
Året er 2015. Antropologen Mark Shriver fra Penn State University, USA, betragter to helt særlige portrætfotos på sit kontor. Det ene forestiller ham selv – det andet hans nu seksårige søn som 25-årig. Portrætterne er computergenererede ud fra en dna-test.
Billedet af ham selv har en vis lighed med originalen. Portrættet af sønnen har han endnu til gode at teste mod virkeligheden, men han ved allerede nu, at det ikke vil være nøjagtigt. Endnu kan kun få, grove træk identificeres ud fra dna – øjen- og hårfarve, køn, etnicitet og omtrentlig alder. Men forventningen er, at den slags portrætter bliver mere præcise, efterhånden som forskerne afdækker mere viden om ansigtet.
Metoden er dog allerede taget i brug inden for efterforskning i kriminalsager – og i overvågning af befolkninger. Det oplevede beboerne i Hongkong i 2015 under en kampagne for renere gader. Ud fra tyggegummi og cigaretskod smidt på gaden udvandt myndighederne dna og fik fremstillet portrætter, som blev vist på store postere som en slags gabestok.