Ude foran skolen holder far og venter i bilen. Under køreturen hjem spørger han ind til sin søns dag, og efter aftensmaden hjælper han med lektierne. I weekenderne spiller de fodbold og går i biografen.
Faren er dedikeret til sin søns opvækst og giver ham al den støtte og omsorg, han kan. Og selvfølgelig påvirker det sønnen, som vokser op med sin far som forbillede. Men ikke nok med det. Den nærværende fars adfærd har også indflydelse på sønnens hormoner.
Ny forskning viser, at en engageret og omsorgsfuld far, som selv er karakteriseret ved at have et lavt testosteronniveau, også reducerer hormonproduktionen hos sønnen. Effekten er endda vedvarende, og dermed har faren også indflydelse på, hvilken adfærd sønnen selv kommer til at udvise senere i livet.
Opdagelsen blev gjort i en enestående undersøgelse gennemført af forskere fra University of Notre Dame i USA.
“Farens forældrerolle kan have blivende effekt i generationer – også i rent biologisk forstand.” Lee Gettler, professor, University of Notre Dame i USA
Næsten 1000 mænd indgik i undersøgelsen, som fulgte dem gennem de første 30 år af deres liv. Fra det første leveår blev deres testosteronniveauer målt, samtidig med at deres fædres adfærd blev noteret, og sammenhængen var forbløffende – selv for forskerne bag undersøgelsen.
“Vores forskning kaster lys over, hvordan tidlige livsoplevelser kan forme produktionen af dette vigtige hormon. For mig viser resultaterne, at farens forældrerolle kan have blivende effekt i generationer – også i rent biologisk forstand,” udtaler lederen af studiet, professor Lee Gettler, til Illustreret Videnskab.
Det tyder dermed på, at den moderne manderolle, hvor faren tager mere aktivt del i børnenes opvækst end tidligere, er kommet for at blive.
Hormonet virker i hele kroppen
Kønshormonet testosteron er bl.a. involveret i udviklingen af de fysiske træk, der adskiller mænd fra kvinder. Begge køn producerer hormonet, men hos mænd sker det i langt større omfang end hos kvinder, og derfor kaldes testosteron også det mandlige kønshormon.
I fostertilstanden er hormonet ansvarligt for udviklingen af penis og testikler, og gennem livet bidrager det fx til opbygning af knogler og muskelmasse samt til produktion af blod- og sædceller.
Testosteron virker både i hjernen og i kroppen. Hormonet er bl.a. afgørende for mandens produktionen af sæd- og blodceller samt for væksten af muskler, knogler og kropshår.
Hormonet spiller også en stor rolle for mænds adfærd. Et højt testosteronniveau gør mænd mere sexlystne, udfarende og dominerende, hvilket biologisk set er et godt udgangspunkt for at sikre sig en partner at parre sig med.
Den testosterondrevne adfærd er dog ikke egnet til at tage sig af afkommet. Derfor er det blandt langt de fleste pattedyr udelukkende hunnerne, som opfostrer ungerne.
Kun hos fem procent af arterne – heriblandt mennesket – deltager faren i opfostringen. For at det kan lade sig gøre, er det nødvendigt at skrue ned for produktionen af testosteron.
Børn hæmmer testosteron
Opdagelsen af sammenhængen mellem farens adfærd og sønnens hormonproduktion er det nyeste i en række af forskningsresultater, som de seneste årtier har afdækket, hvordan testosteronniveauer følger mænds livssituation.
Flere målinger har således dokumenteret, at livet som far er startskuddet til dalende testosteronproduktion. Og andre undersøgelser har påvist, at fædre med lavere testosteronniveauer er mere plejende og omsorgsfulde over for deres børn end fædre med højere niveauer.
Når mænd får børn, daler deres niveau af testosteron. Det gør dem mindre udfarende og mere omsorgsfulde.
Faktisk begynder niveauet at dale, allerede inden mænd får børn. Undersøgelser har vist, at mænd, som er i et fast forhold, har lavere niveauer end føjtende singlemænd.
Forskerne var længe i tvivl om, hvorvidt forskellen skyldes, at mænd med mindre testosteron er mere tilbøjelige til at gifte sig, eller om det at blive gift sænker testosteronproduktionen. Men i 2017 fandt et forskerhold fra Københavns Universitet svaret.
Over en periode på ti år fulgte forskerne testosteronværdierne hos 1113 mænd i alderen 30-60 år. Resultaterne viste, at mænd, som var singler ved forsøgets begyndelse, men blev gift i løbet af perioden, havde de største fald i testosteronniveauer.
Prøverne, som blev udtaget ved forsøgets begyndelse, kunne ikke bruges til at forudse, hvilke mænd der ville blive gift i løbet af perioden. På den baggrund kunne forskerne konkludere, at det nødvendigvis må være partnerskabsstatussen, som påvirker mænds testosteronniveauer – og ikke den anden vej rundt.
Hormon svinger gennem livet
1. Singlelivet fyrer op under testosteronet
Testosteronet syder og bobler i kroppen på singlemanden. Hormonet gør ham mere udfarende, dominerende og sexlysten. Det øger chancen for at charmere sig ind på en partner, han kan få afkom med.
2. Ægteskab og familieliv sænker niveauet
I det øjeblik manden finder en fast partner og får børn, daler niveauet af testosteron. Det gør ham klar til livet som familiemanden, der tager sig af sit afkom og i øvrigt undgår konflikter med partneren.
3. Skilsmissen skruer igen op for hormonet
Familiestiftelse er ikke et endegyldigt farvel til høje testosteronniveauer. Undersøgelser viser, at når en mand bliver skilt og vender tilbage til singlelivet, skruer kroppen igen op for produktionen.
Når mænds testosteronproduktion indretter sig efter deres sociale rolle, skyldes det såkaldte epigenetiske faktorer, som kan blokere aktiviteten af generne.
Miljøet regulerer vores gener
Helt konkret foregår det ved, at molekyler kaldet metylgrupper sætter sig på genernes dna, så deres indbyggede opskrift – fx på testosteron – ikke kan aflæses.
Dermed er genet reelt sat ud af funktion, men ikke for altid. Metylgruppen kan senere slippe sit tag i dna’et, så genet igen bliver aktivt. På den måde kan ydre omstændigheder regulere funktionen af vores gener, uden at selve generne forandres.
Aktiviteten af vores gener kan gennem livet ændre sig ved, at metylgrupper (hvide) sætter sig fast på dna-strengen. Dermed blokeres genets funktion, men uden at det er en varig genetisk ændring.
Ligesom farens produktion af testosteron kan reguleres af ydre livsvilkår, er det formentlig også epigenetiske faktorer, som får hans adfærd til at smitte af på sønnens hormonniveauer.
Den nye 30 år lange undersøgelse viser, at påvirkningen er størst, når sønnen er i teenagealderen.
På dette tidspunkt af undersøgelsen besvarede drengene selv spørgsmål om, hvordan de opfattede deres far – om han var nærværende og omsorgsfuld eller fraværende og uengageret. Tidligere, mens drengene var små, blev spørgsmålene besvaret af moren.
Undersøgelsens mest iøjnefaldende fund er, at de teenagedrenge, der var vokset op med en engageret og nærværende far, fik lavere testosteronniveauer senere i livet, også når de selv blev fædre. Det er dermed især i teenagealderen, at farens adfærd sætter sine varige spor.
I den nye undersøgelse var faromsorgen bredt defineret – det kunne fx være at hjælpe sønnen med lektierne. Det afgørende var, at faren var deltagende og nærværende.
I teenageårene, når drengene går i puberteten, ryger hormonniveauerne generelt i vejret. Produktionen af testosteron styres i et samspil – kaldet HPG-aksen – som involverer både hjernen og testiklerne.
I aksen indgår hjernekirtlerne hypotalamus og hypofysen, som sender besked til særlige celler i testiklerne om at producere hormonet. Omvendt kan produktionen stoppes ved, at andre celler i testiklerne sender besked tilbage til hypofysen.
Balancen mellem beskederne, der går hver sin vej, er afgørende for, hvor højt et testosteronniveau drengene får.
Hjerne og testikler styrer hormon
Mænds produktion af testosteron reguleres af den såkaldte HPG-akse, som både involverer hjernen og testiklerne. Aksen finindstilles i teenageårene, hvor den formentlig påvirkes af den adfærd, drengene oplever hos deres far.
1. Hjernecentre giver ordre til testiklerne
Produktionen af testosteron begynder i hypotalamus, som udsender hormonet GnRH. Hormonet stimulerer hypofysen til at danne et andet hormon, LH, som sendes videre til testiklerne.
2. Testiklerne sætter gang i produktionen
LH fungerer som den ordreseddel, der får de såkaldte leydigceller i testiklerne til at producere testosteron. Hormonet sendes ud i blodet, hvorfra det både påvirker hjerneceller og kropsceller.
3. Celler slukker for hormonfabrikken
I testiklerne findes der også såkaldte sertoliceller, som udsender hormonet inhibin. Dette hormon får hypofysen til at stoppe udsendelsen af LH. Uden LH går produktionen af testosteron i stå.
Resultaterne i den nye undersøgelse tyder på, at HPG-aksen i teenageårene er i en sensitiv udviklingsperiode, hvor sociale påvirkninger fra faren kan resultere i vedvarende effekter.
Den sammenhæng understøttes af tidligere opdagelser, der har vist, at livsbetingelser og oplevelser i de unge år er med til at bestemme aktiviteten af HPG-aksen i voksenalderen.
Helt præcis hvordan det sker, ved forskerne endnu ikke. Men en del af årsagen er epigenetiske faktorer, som grundlægges i teenageårene i forbindelse med farens adfærd, og som fortsætter med at regulere kirtlernes hormonproduktion resten af livet.
Social arv bliver til biologi
Selvom epigenetiske reguleringer af HPG-aksen lader til at være hovedansvarlige for fædrenes påvirkning af sønnernes testosteronniveauer, vil forskerne ikke udelukke, at der også er et element af almindelig arvelighed.
Testosteronproduktion er delvist genetisk bestemt. Hvis en far bærer gener, som generelt giver ham et højt testosteronniveau – og som gør ham mindre tilbøjelig til at være nærværende – kan han videreføre generne til sin søn, som så også vil producere mere testosteron.
Denne effekt er dog ifølge forskerne ikke tilstrækkelig til at forklare resultaterne.
Uanset om det er arv eller miljø i teenageårene, der har den største effekt på mænds testosteronniveauer, viser de nye resultater, at omsorgsfulde fædre i fysiologisk forstand former deres sønner til at blive det samme.
Den moderne faderrolle, som er drevet frem gennem de seneste 50 års samfundsudvikling, er dermed ved at bide sig fast i vores biologi.