Den lille forskel er blevet væk

På de sidste 200 meter sætter Caster Semenya sin frygtindgydende lange spurt ind.

Den sydafrikanske løber krydser målstregen i overlegen stil med ti meter ned til Francine Niyonsaba fra Burundi, mens Margaret Wambui fra Kenya med en sidste kraftanstrengelse klemmer sig ind på tredjepladsen.

Guld-, sølv- og bronzemedalje i kvindernes 800-meterløb ved De Olympiske Lege i Rio i 2016 er placeret – uden overraskelser.

Nogle, både blandt konkurrenter og sportsjournalister, mener, at medaljerne allerede var fordelt, før startskuddet lød.

Især Semenya var på forhånd så stor en favorit, at hendes plads øverst på medaljeskamlen var forudsigelig – ikke fordi hun træner mere end andre eller bruger doping, men fordi hun fra naturens hånd har en særlig fordel.

Hendes indhold af testosteron i blodet er højere end hos de fleste kvinder, og det har sat gang i spekulationer om, hvorvidt hun nu også er “100 procent kvinde”.

Igennem årene har idrætsorganisationer både inspiceret sportsfolks kønsorganer og testet deres kromosomsammensætning for at afgøre, hvem der måtte stille op i kvindernes konkurrencer.

Men ifølge forskerne er hverken kønsorganer eller kromosomer en entydig kønsmarkør. Det samme gælder det “mandlige” kønshormon, testosteron, der ellers har været betragtet som en af de vigtigste årsager til forskellen på mænds og kvinders sportspræstationer.

Nyere forskning viser, at der hverken for mænd eller kvinder kan påvises en sikker sammenhæng mellem deres testosteronniveau og sportslige præstationer.

Måske findes der slet ikke noget biologisk kriterie, der entydigt definerer mænd og kvinder.

Læs også vores artikel ‘Hvor mange køn er der?’

Kvindelig atlet var en mand

Mens udviklingen andre steder i samfundet går i retning af mere ligestilling og mindre kønsopdeling, er kvinder og mænd stadig strengt adskilt i idrætten.

I mange sportsgrene ville der nemlig kun stå mænd på sejrsskamlen, hvis mænd og kvinder stillede op side om side. Det gælder fx i atletik, hvor mænd gennemsnitligt præsterer 9-12 procent bedre end kvinder.

Men over 80 års erfaringer fra eliteidrættens verden viser, at det er vanskeligere at skelne mellem de to køn, end man umiddelbart skulle tro.

Diskussionen om, hvor “mandlige” kvindelige atleter må være, rækker helt tilbage til OL i Berlin i 1936. I kvindernes højdespring blev værtsnationen, det nazistiske Tyskland, repræsenteret af den 17-årige Dora Ratjen, som opnåede en fjerdeplads.

Endnu bedre gik det for Ratjen to år senere ved europamesterskabet i atletik, hvor et verdensrekordspring på 1,67 meter indbragte hende en guldmedalje.

Allerede året efter måtte den dog returneres, da en lægeundersøgelse af Ratjens kønsorganer havde fastslået, at “hun” var en mand.

Ratjens tilfælde var sjældent, men ikke enestående, og i de følgende år gav det næring til mistanken om, at der måske var mange mænd, som kunne finde på at udgive sig for at være kvinder og på den måde snyde sig til medaljer og berømmelse.

I 1968 besluttede IOC, Den Internationale Olympiske Komité, derfor at indføre kønstest ved konkurrencerne.

I begyndelsen måtte de kvindelige sportsfolk tage tøjet af og stille op til lægeundersøgelser af deres kønsorganer, men få år senere blev de fysiske undersøgelser afløst af kindskrab, det vil sige en celleprøve, som ved en analyse kunne vise atleternes kønskromosomer.

I løbet af 1980’erne begyndte idrætsorganisationerne imidlertid at få øjnene op for, at en kromosomtest ikke altid giver et rigtigt billede af kønnet.

Normalt har kvinder to X-kromosomer og mænd et X- og et Y-kromosom, men så enkelt er det ikke altid.

Nogle har et eller flere ekstra kønskromosomer, som gør det mere kompliceret at fastlægge kønnet objektivt.

Det kan fx være XXY, XYY eller XXYY. I nogle tilfælde medfører det nogle fysiske kendetegn, men ikke altid, og en person kan sagtens have en usædvanlig kombination uden at være klar over det.

Ved OL i Atlanta i 1996 “dumpede” otte kvinder i kromosomtesten, men de fik alle lov at deltage alligevel efter en fysisk undersøgelse.

I 1999 ophørte den rutinemæssige brug af kønstest og er siden kun blevet brugt i situationer, hvor der har været begrundet tvivl om en atlets køn.

Erfaringerne med kromosomtest i sportens verden viser, hvor vanskeligt det er at trække en generel biologisk kønsdefinition ned over enkeltindivider.

At der på det overordnede plan er forskel på kvinder og mænd, betyder ikke, at der kan sættes et objektivt skel mellem kønnene.

Der er en gråzone, hvor en person kan have både typiske kvindelige og typiske mandlige fysiske træk, fx i forhold til kønsorganerne, og dermed være såkaldt interkønnet.

Betegnelsen beskriver det biologiske køn og siger altså ikke noget om den kønsidentitet, personen har.

Hvor mange mennesker der er interkønnede, findes der ikke nogen sikre tal for, fordi der ikke er objektive grænser mellem de to køn og interkøn.

Forskellige måder at gøre antallet af interkønnede op på svinger fra 0,05 procent af befolkningen til én procent.

Piger har testikler i bughulen

Traditionelt kalder vi østrogen for “det kvindelige kønshormon” og testosteron for “det mandlige kønshormon”.

Kvinder har normalt mere af det ene, og mænd mere af det andet, men sandheden er, at alle mennesker producerer begge kønshormoner.

I fostertilstanden spiller testosteron en central rolle for, hvilke kønstræk barnet kommer til at have ved fødslen.

Hvis fosteret bærer et Y-kromosom, sørger et bestemt gen, SRY, for at danne hormonet TDF, som får kønskirtlerne til at udvikle sig til testik­ler. Hvis det ikke sker, vil de i stedet udvikle sig til æggestokke.

Når testiklerne hos fosteret er udviklet efter seks-syv uger, begynder de at producere testosteron, som bestemmer fosterets videre mandlige kønsudvikling.

Men i nogle tilfælde er et højt niveau af testosteron ikke nok til at trække udviklingen entydigt i den mandlige retning, fordi fosterets celler ikke reagerer normalt på hormonet. Fænomenet kaldes AIS, der står for “androgen insensitivity syndrome”.

Medicinsk sondres der mellem tre grader af tilstanden. I den milde form er følsomheden over for testosteron lidt nedsat. Kønsorganerne udvikler sig i mandlig retning, og barnet bliver typisk kønsbestemt som dreng og får også skæg og mandlig kropsbygning i puberteten.

Til gengæld er evnen til at danne sædceller nedsat.

I den såkaldte partielle form for AIS udvikler fosteret kønsorganer, som er delvist mandlige og kvindelige, og barnet kan blive kønsbestemt til begge sider.

I den tredje grad er følsomheden over for testosteron så lav, at fosteret udvendigt udvikler kvindelige kønsorganer, selvom det har testikler i bughulen. Ved fødslen vil barnet blive kønsbestemt som pige.

Både sølv- og bronzevinderne i kvindernes 800-meterløb ved OL i Rio, Niyonsaba og Wambui, har XY-kromosomer i kombination med AIS. De er altså kvinder, men har mandlige kønskromosomer.

Det samme gælder muligvis også guldvinderen, Caster Semenya, der dog ikke har fortalt offentligheden om sin kromosomsammensætning.

Mænds muskler får mere ilt

Testosteron og følsomheden over for hormonet spiller ikke bare en rolle i foster­udviklingen. Også i voksenlivet er det vigtigt for både mænd og kvinder.

Det højere testosteronniveau hos mænd betyder, at mænd udvikler større muskelmasse, især af de korte muskelfibre, som er vigtige, når det gælder eksplosive kraftanstrengelser.

Samtidig får mænd typisk stærkere knogler og større hjerter, som kan pumpe blodet hurtigere rundt. Det betyder, sammen med et højere antal røde blodlegemer, at mænd kan tilføre musklerne mere ilt end kvinder.

Med alle disse egenskaber er testosteron blevet brugt som både doping og foryngelseskur, men videnskabelige undersøgelser tyder på, at hormonet ikke er det mirakelmiddel, som mange har ment.

I 2016 offentliggjorde de amerikanske sundhedsmyndigheder resultater fra en storstilet undersøgelse kaldet “The TTrials”, der kulegravede effekten af at give mænd med lavt testosteronniveau et tilskud af hormonet.

Forskerne konkluderede, at mens et højt testosteronniveau kan have stor betydning for unge mænds fysiske formåen, har et lige så højt niveau hos ældre mænd ikke samme virkning.

Tilsvarende betyder et højt testosteronniveau hos kvinder heller ikke nødvendigvis, at de præsterer bedre fysisk.

Det internationale atletikforbund, World Athletics, bruger netop testosteronniveau som kriterium for, hvem der må stille op i kvindernes konkurrencer.

Typisk ligger testosteronniveauet hos kvinder mellem 0,12 og 1,79 nanomol, mens det hos mænd ligger mellem 7,7 og 29,4 nanomol. I 2018 indførte atletikforbundet en grænse på 5 nanomol testosteron pr. liter blod for kvinder i løbedisciplinerne 400 meter, 800 meter og 1500 meter.

Deltagerne skal dokumentere, at de har holdt sig under grænsen i et halvt år op til konkurrencen, eventuelt ved hjælp af hormonregulerende medicin.

Den sydafrikanske OL-guldvinder Caster Semenya har et højt testosteronniveau fra naturens hånd, men nægter at sænke det. I stedet klagede hun i 2019 til CAS, som er sportsverdenens internationale voldgiftinstans.

Semenya, som blev støttet af det sydafrikanske atletikforbund, hævdede, at reglerne var uvidenskabelige, uetiske og diskriminerende. Voldgiften gav Semenya medhold i, at reglerne er diskriminerende, fordi de kun gælder for kvinder – og endda kun en begrænset gruppe af kvinder.

Alligevel nåede CAS frem til, at grænseværdierne kunne forsvares på grundlag af forskningsresultater, der dokumenterer, at testosteron har en præstationsfremmende virkning.

Hormon giver tvetydige resultater

Flere forskere mener imidlertid, at atletikforbundets dokumentation ikke holder. Den bruger nemlig forskellen på mænds og kvinders testosteronniveau og præstationer som argument for, at testosteronforskelle spiller samme rolle for kvinder indbyrdes, og det er der ikke belæg for, mener kritikerne.

Kritikken er især blevet fremført af to amerikanske forskere, antropologen Katrina Karkazis og kønsforskeren Rebecca Jordan-Young, som sammen skrev bogen “Testosterone: An Unauthorized Biography” i 2019.

De to forskere gør op med opfattelsen af, at mænd og kvinder kan inddeles efter det overordnede begreb “biologisk køn”.

“Køn er ikke så ligetil, som de fleste tror. Der er flere kønsmarkører i kroppen – kromosomer, hormonniveauer og kønsorganer – og de findes i flere end to versioner.

Ingen af faktorerne er afgørende, så der vil altid være undtagelser. Der findes ikke ét biologisk kriterie, som kan klassificere alle mennesker som enten mand eller kvinde,” siger Katrina Karkazis.

Karkazis og Jordan-Young mener, at de data, som atletikforbundet selv har lagt frem som argumentation for grænseværdierne, faktisk taler imod behovet for dem.

Et eksempel er en undersøgelse af 52 unge vægtløftere, som konkurrerede på eliteplan. Her viste det sig, at der hos drengene ikke var nogen sammenhæng mellem deres testosteronniveau og deres resultater.

Hos pigerne var der en sammenhæng, men den var omvendt af det forventede. Pigerne med det laveste testosteronniveau var generelt de stærkeste.

En anden undersøgelse inden for løbedisciplinerne har vist, at det på tre ud af 11 distancer var de kvinder, der havde det laveste testosteronniveau, som var de hurtigste.

Blandt distancerne var 100-meterløbet, som er den mest eksplosive disciplin, hvor testosteron traditionelt er blevet anset som vigtigt. Her var løberne med de laveste testosteronværdier fem procent hurtigere end dem med de højeste værdier.

En nyere undersøgelse trækker i den modsatte retning. Svenske forskere fra Karolinska Institutet kunne i oktober 2019 offentliggøre resultater, som viser, at et tilskud af testosteron forbedrer kvinders udholdenhed og muskelmasse.

Undersøgelsen omfattede 48 sunde 18-35-årige kvinder, som blev delt i to grupper. Den ene fik gennem ti uger et testosterontilskud, som løftede deres værdier fra 0,9 til 4,3 nanomol pr. liter blod.

Gennem forsøgsperioden blev deltagerne testet i forskellige øvelser, og specielt når det gjaldt om at løbe til udmattelsesstadiet, forbedrede kvinderne med hormontilskuddet sig markant i forhold til placebogruppen.

Men resultatet afgør ikke diskussionen om, hvor stor fordel kvinder med et naturligt højt testosteronniveau har i forhold til andre kvinder.

Hvis det høje testosteronniveau modsvares af, at cellerne er ufølsomme over for hormonet, som det er tilfældet med AIS, burde det ikke give nogen fordele.

Treårige har dannet kønsidentitet

Diskussionen om testosteron som mål for henholdsvis “kvindelighed” og “mandlighed” er langtfra afsluttet. Det er dog åbenlyst, at testosteronniveauet i blodet ikke alene kan bruges som skel mellem mænd og kvinder – eller for den sags skyld mellem mænd, interkøn og kvinder.

Selv hvis der kan findes en skarp “biologisk kønsdefinition”, vil den ikke fortælle noget om den enkelte persons kønsidentitet. Den er en subjektiv størrelse, som er dannet af et komplekst samspil mellem en lang række faktorer.

De fleste forskere er enige om, at kønsidentiteten dannes, før vi fylder tre år, og at både arv og miljø spiller en rolle. Men hvor meget henholdsvis biologiske og sociale faktorer betyder, er stadig uklart.

Transkønnede personer er eksempler på, at de fysiske kønstræk ikke bestemmer kønsidentiteten, men er underordnede i forhold til andre, ukendte, faktorer.

Nogle forskere, heriblandt Katrina Karkazis, mener, at det ville være mere retfærdigt, hvis det var atleternes kønsidentitet, som afgjorde, om de stillede op i mændenes eller kvindernes rækker.

Den idé er dog ikke spiselig for idrættens organisationer, som ønsker, at inddelingen sker efter objektive kriterier.

Kampen om biologiske kønsdefinitioner fortsætter i sportens verden, selvom den rummer et paradoks: Verdens bedste idrætsfolk har altid nydt godt af deres særlige medfødte fortrin – hvad enten det er hurtigere reflekser, højere kropsbygning eller stærkere muskler.

Som OL-guldvinderen Caster Semenya udtrykker det: “Vi er jo allesammen forskellige, og ja, jeg har måske en fordel. Og hvad så?”

Artiklen blev udgivet første gang i 2020.