Derfor får du gråt hår

Gråt hår er en naturlig del af kroppens aldring, men har alligevel voldt forskere hovedbrud i flere år: For hvorfor får nogle af os grå stænk før andre, og er der noget, vi selv kan gøre for at udskyde processen?

Selvom dine gener står får størstedelen af dine grå hår, er der alligevel noget, du selv kan gøre for at udskyde processen.

© Shutterstock

Du står og kigger dig i spejlet, og pludselig får du øje på det i samlingen af farverige og livskraftige fætre og kusiner: Et strittende gråt hårstrå.

Grå hår er en naturlig del af kroppens aldring, som langt de fleste af os kommer til at opleve.

Alligevel har de farveløse stænk i flere år været et af kroppens mysterier: For hvorfor får nogle af os gråt hår før andre, og kan vi selv være med til at påvirke processen?

Stamceller dør

Helt overordnet bliver vores hår gråt, når produktionen af pigment stopper.

Pigmentet produceres af stamceller i det øvre hudlag, der udvikler sig til melaninproducerende celler, såkaldte melanocytter.

Melanocytterne vandrer ned i hårsækkene og producerer den pigment, der giver håret sin farve.

I takt med at vi bliver ældre, begynder stamcellerne at dø, og håret mister sin farve. Hvert eneste hårstrå har sit eget forløb, og derfor kan ét hårstrå sagtens blive gråt før resten.

Rygning er synderen

Myterne om grå hår er mange, og én af dem er, at stress fremprovokerer processen. Det er der en vis grad af sandhed i, da flere undersøgelserpå mus netop har påvist en forbindelse mellem stress og mængden af grå hår.

Men forbindelsen er aldrig blevet påvist på mennesker. Og ofte handler det om, at alvorlig stress kan medføre hårtab, som får de eksisterende grå hår til at syne mere dominerende.

Der er dog noget, du kan gøre for at udskyde den grå manke. En undersøgelse fra 2013 viste, at rygning øger mængden af grå hår hos unge mennesker under 30 år.