Derfor sover du med åbne øjne

Er du pludselig begyndt at sove med åbne øjne? Det kan være helt naturligt – eller tegn på alvorlig sygdom.

VÅGEN SØVN

I perioder kan voksne personer pludselig begynde at sove med åbne øjne.

© CREATIVE COMMONS

Øjnene kan stå åbne under helt almindelig søvn. Den sovende er dog uden for bevidsthed og kan ikke se.

Årsagen er typisk, at en nervefunktion i øjenområdet svigter, så øjenlågene glider op. Tilstanden kan opstå midlertidigt hos raske personer og er af ukendte årsager mest udbredt hos små børn, som dog vokser fra fænomenet.

Øjenlåg beskytter mod udtørrede øjne

Søvn med åbne øjne kan også være en permanent tilstand hos voksne som følge af blodpropper i hjernen eller ansigtslammelser.

Fænomenet skader ikke synsorganet, men øjnene bliver udtørret af at være åbne hele natten.