Dør man af at sluge et glasskår?

Bør man søge lægehjælp, hvis man har slugt et glasskår eller andet med skarpe kanter? Eller kan det passere gennem kroppen og ens organer uden at gøre skade eller give symptomer?

Større glasskår kan være farlige at sluge, men de vil næsten altid blive opdaget, inden de når ned i mavesækken.

Små glasskår og pulveriseret glas er til gengæld harmløst, så det er kun i kriminalromaner, man kan dræbe sine fjender ved at blande glas i maden.

Glasskårets vej fra mund til tarm

Følg glasskårets vej gennem kroppen og blive klogere på, hvornår et stykke glas i kroppen kan gøre størst skade.

© ken ikeda madsen & shutterstock

Munden

Hvis du får glasskår i munden, vil du formentlig lynhurtigt opdage det. Selv meget små stykker kan nemt føles på tungen på samme måde som kaffegrums eller et stykke brød med sand på.

Spiserøret

Skulle det lykkes et stykke glas at passere munden, kan det sætte sig fast i spiserøret. Er det tilfældet, bør det fjernes. Det sker ved hjælp af et kateter med en slags klo i enden.

Maven

Er glasskårene nået helt frem til mavesækken, er de ofte æltet sammen med mad og vil ikke gøre skade. I sjældne tilfælde kan de dog skade mavesækkens væg og bør straks fjernes.

Tarmene

Når glasskårene først har fundet vej til tarmene, vil de næsten med sikkerhed komme ud af sig selv i løbet af de næste 24-48 timer. Faren er drevet over, og et indgreb er ikke længere nødvendigt.