Det er svært at se forskel på modne og umodne tomater, og verden kan måske synes grå og kedelig. Hvis altså man er farveblind.
Folk, der lider af farveblindhed, kan ikke se det fulde spektrum af farver og har en nedsat evne til at skelne mellem farver og farvenuancer. Farver fremstår generelt mere matte, end de gør for folk med et normalt farvesyn.
Et svækket farvesyn kan variere fra mild forveksling af rød og grøn til mere ekstreme tilfælde, hvor farveblinde slet ikke ser farver.
Rød-grøn farveblindhed er den mest udbredte farvesynsfejl.
Ofte er det dog kun visse nuancer, der er svære at adskille, og mange kan fx godt se forskel på rødt og grønt lys i trafikken. Farveblinde kan også have problemer med at skelne mellem blå og gul, men det er mere sjældent.
Den såkaldte Ishihara-test, hvor det gælder om at tyde tal eller bogstaver på små farverige plader, er en af de mest udbredte måder at teste for ordblindhed på.
Op mod 8 procent af alle mænd er farveblinde, mens det gælder for mindre end 1 pct. af alle kvinder. Årsagen til at farveblindhed forekommer betydeligt oftere hos mænd er, at tilstanden skyldes en genetisk fejl i kønskromosomet X.
Kvinder har to X-kromosomer, og fejl på det ene kan derfor opvejes af det andet. Mænd har derimod kun ét X-kromosom og kan derfor ikke kompensere for fejl.
Da farvesynet er knyttet til X-kromosomet, er en forringet evne til at se farver typisk nedarvet. Mænd arver X-kromosomet – og derfor også farveblindhed – fra deres mor, mens farveblinde kvinder får defekte X-kromosomer fra både faren og moren.
Farveblindhed kan dog også dukke op senere i livet, fx som følge af øjensygdom eller som bivirkning af medicin.
Vi opfanger kun tre farver
For at forstå, hvordan genetiske fejl svækker opfattelsen af farver, må vi først forstå, hvordan vi sanser farver.
Alle farver er i bund og grund hjernens fortolkning af lys. Forskellige lysbølgelængder opfattes som forskellige farver. Synligt lys udgør blot en lille del af lysspektret, og det menneskelige øje kan kun se lys med bølgelængder mellem 380nm og 700nm.
Grønt lys har fx en bølgelængde omkring 550nm, mens rød stammer fra lys omkring 700nm.
Op mod 8 procent af alle mænd er farveblinde, mens det gælder mindre end 1 procent at kvinderne.
Når lys trænger ind gennem pupillerne, rammer det nethinden bagerst i øjet. Nethinden er fyldt med lysfølsomme sanseceller kaldet stave og tappe.
Mens stavene er ansvarlige for at registrere bevægelser og kontraster i vores omgivelser, er tappene ansvarlige for vores farvesyn. Tappene omsætter lysbølger til nervesignaler, som via synsnerven sendes fra nethinden til den visuelle cortex bagerst i hjernen.
Vi har tre forskellige typer tappe, som hver især opfanger lysbølger af rød, grøn eller blå. Stimulering af tappene afgør, hvilke farver vi ser. Stimuleres røde tappe fx mere end grønne, ser vi farven rød, og omvendt. Andre farver og farvenuancer opstår alt efter, hvor intenst de tre tappe stimuleres på samme tid. Vi ser fx farven gul, når både røde og grønne tappe er under intens stimulering.
Tappenes farvespecialisering skyldes, at de er rustet med forskellige lysreceptorer. Lysreceptorer er lyssensitive proteiner, der opfanger lys med bestemte bølgelængder. Når proteinet stimuleres af lys, sættes en kaskade af signaler i gang, som ender i hjernen og efterfølgende danner et farverigt billede af omgivelserne.
Generne, som er ansvarlige for dannelsen af lysreceptorer, findes på X-kromosomet. Og det er fejl i disse gener, der forårsager farveblindhed. Mutationer i generne ændrer receptorerne og svækker deres evne – i større eller mindre grad – til at registrere og videreformidle lys til hjernen.
Der findes forskellige typer af farveblindhed alt efter, hvilke lysreceptorer, der ikke fungerer ordentligt. Den mest almindelige er grøn farveblindhed, deutan-typen, hvor tappe med receptorer til grønt lys er defekte.
Rød farveblindhed kaldes protan-typen og skyldes fejl i receptorer, der opfanger rødt lys. Den sidste og sjældneste er tritan-typen, som påvirker blåfølsomme tappe og forstyrrer evnen til at skelne mellem blå og grøn, og mellem gul og rød.
Forskere vil gøre verden farverig
Selvom farver er vigtige for vores evne til at navigere i verden, formår de fleste farveblinde at leve et velfungerende liv uden seriøse problemer på trods af deres forringede farvesyn.
I visse erhverv, som fx pilot og skibsfører, er et skarpt syn og en upåklagelig evne til at se farver dog essentielt, hvorfor farveblinde ikke kan blive ansat.
Men nu er der snart hjælp på vej til farveblinde med drømme om at blive piloter, eller som bare gerne vil have et ordentligt farvesyn.
Hidtil har nedarvet farveblindhed nemlig været anset som uhelbredeligt. Men nu håber forskere på, at det på sigt kan kureres.
I 2020 testede et tysk forskerhold nemlig effektiviteten og sikkerheden af en genterapi til at behandle svært farveblinde, som var helt ude af stand til at se farver.
Genterapien korrigerede fejl i genet CNGA3, der påvirker alle tre typer tappe, hvilket medførte klare synsforbedringer uden at forårsage bivirkninger.
Mens genterapi fortsat er under udvikling, kan farveblinde i mellemtiden hente hjælp hos optikere. Der findes nemlig allerede specialudviklede briller og kontaktlinser med filterfarver, som gør det lettere at skelne mellem røde og grønne farver.
Brillerne virker dog ikke mod blå-gul farveblindhed og løser ikke den underliggende årsag til synsfejlen. Men med den lovende forskning i genterapi tyder det på, at verden snart bliver mere farverig.