Ikke engang enæggede tvillinger, som ellers har 100 procent identiske gener, har samme fingeraftryk. Af samme årsag accepterer politiet og domstolene overalt i verden fingeraftryk som fældende bevismateriale.
Når en person skal identificeres ud fra et fingeraftryk, fastslår efterforskeren først, hvilken type af fingeraftryk der er tale om.
Fingeraftryk inddeles i tre hovedtyper med hver sit karakteristiske mønster: slynger, buer og hvirvler.
Tre hovedmønstre gør os forskellige
1. Slyngen er mest udbredt
Slyngemønsteret bevæger sig fra den ene side af fingeren og ud på samme side igen. Ca. 60 pct. af alle aftryk er slyngemønstre, hvilket gør dem til de mest almindelige.
2. Hvirvlen er nummer to
Et hvirvelmønster er defineret ved, at mindst en af linjerne danner en cirkel. Omkring 35 pct. af alle fingeraftryk er hvirvelmønstre og dermed de næstmest almindelige.
3. Buen er usædvanlig
Buemønstre er de mest sjældne. De kan kendes på, at alle linjerne bevæger sig tværs hen over hele fingerspidsen. Buemønstre udgør kun omkring 5 pct. af alle fingeraftryk.
Fingeraftrykkets overordnede opbygning er bestemt af generne, men de finere detaljer dannes tilfældigt under fosterudviklingen.
I tredje og fjerde graviditetsmåned udvider væsketryk huden på fingrene til en slags “pude”. Når trykket aftager igen, foldes huden, og dermed opstår hvirvler, buer og slynger i et mønster, som er forskelligt fra finger til finger og fra person til person. Og når det først er dannet, ændrer mønsteret sig ikke.
Om hvert aftryk virkelig er enestående, kan kun afgøres ved at sammenligne alle menneskers fingerspidser, hvilket selvfølgelig er umuligt. Men ud fra statistiske modeller er forskere nået frem til, at sandsynligheden for et fuldstændigt match er lig nul.