Shuttertstock
Snotnæse barn

Er der uendelige mængder snot i næsen?

Jeg har lige pudset min forkølede næse, men den er allerede fyldt med snot igen. Hvor kommer alt det snot fra?

Kroppen danner konstant snot, også når vi ikke er syge. Snottet forhindrer udtørring i næsen og er første led i forsvaret mod mikroorganismer, der forsøger at trænge ind i kroppen via næseborene.

Slimhinderne i næsen og bihulerne producerer dagligt ca. en kvart liter snot, som løbende bliver fortyndet i spyt og ryger ned i svælget.

Mikroorganismer indfanget i det klæbrige snot bliver herefter nedbrudt i mavesækken.

Syge næser producerer en liter snot i døgnet

Når vi er syge, sætter infektionen gang i en betændelsesreaktion, som øger væske- og blodtilførslen til næsen.

Slimhinderne udskiller mere snot end normalt og kan danne helt op mod en liter om dagen.

Desuden bliver snottet tykkere, farverigt og mere klæbrigt.

Tykt, gult snot er et typisk tegn på infektion. Snottet får sin farve fra hvide blodceller, som er sendt ud til næsen for at bekæmpe bakterier eller virus.

Næsepudsning har ingen indflydelse

Når vi pudser næse, tynder vi ud i mængden af snot – men kun for en stund. Slimhinderne fortsætter nemlig den intense snotproduktion, indtil infektionen er bekæmpet.

Produktionen er uafhængig af, om vi pudser næse eller ej. Så der er ingen fare for at øge snotproduktionen ved at pudse næse.

Selvom de tilsyneladende uendelige mængder snot er drønirriterende, er de et tegn på, at kroppen effektivt bekæmper sygdom og skiller sig af med affaldsstoffer.