Aron Ralston

Fastklemt i fem dage

Da den erfarne klatrer Aron Ralston lader sin bil stå ved hovedvejen for at vandre gennem Blue John Canyon i Utah, forventer han en afslappet tur. Men kort tid efter må han kæmpe for sit liv, da et stort klippestykke river sig løs og nagler hans højre hånd fast mod bjergvæggen.

Stenen fylder hele himlen. Sollyset indrammer som en glorie den enorme masse på dens vej lodret gennem bjergkløften og understreger klippestykkets truende størrelse.

Aron Ralston strækker armene op i luften i et desperat forsøg på at beskytte sig mod den næsten 400 kg tunge sten.

I næste øjeblik rammer klippestykket hans højre hånd og presser den ind mod væggen. Et kort nu glider klippestykket med hånden fastklemt ned ad væggen.

Så standser de, hånd og sten, kilet fast mellem kløftens vægge omkring en meter og 20 cm fra kløftens bund. Ralston forsøger at trække armen til sig, men den rokker sig ikke det mindste.

Strømme af vand har gennem millioner af år udhulet sandstenene og skabt et spektakulært landskab, der hvor Aron Ralston sidder fast.

© Michael Grindstaff

Kort tid forinden havde klippestykket fungeret som trædesten for Ralston, der da befandt sig højere oppe i kløften. Rutineret var han trådt ud på klippestykket, der var spændt ud mellem væggene. Derefter var han behændigt gledet ned på stenen for at bruge den som en mellemstation på vej ned i kløftens bund.

Men stenen havde sat sig i bevægelse, og kun med nød og næppe var det lykkedes ham at hoppe af og ramme bunden, før klippestykket fortsatte samme vej.

Fastlåst betragter han nu de to klippevægge, der strækker sig lodret mod en tynd stribe himmel højt oppe. I de næste 127 timer vil det være hans verden.

Ulykken udspiller sig i Blue John Canyon (rød cirkel) mellem den 26. april og den 1. maj 2003. Kløften ligger i Canyonlands National Park i Utah, USA.

© Shutterstock

1. DAG KL. 14.45:

Ralston har været fanget i 45 minutter.

Ralston er vant til at holde hovedet koldt i ekstreme situationer.

Siden han som barn af sine forældre blev sendt på skitur, har han elsket at færdes i naturen, og med tiden er eventyrene blevet vildere og vildere. Bjergbestigning i is og sne, natlige sejladser gennem kraftige strømfald og et møde med en bjørn hører til oplevelser, Ralston er sluppet godt fra.

Aron havde sit videokamera med på klatreturen og optog , mens han sad fanget.

Nu iagttager han stedet, hvor hånden forsvinder mellem sten og klippevæg. Håndleddet er kun en sjettedel så tykt som sædvanligt.

Hvis det ikke var for knoglerne, ville hånden være helt flad, bemærker han. Den synlige del af hånden er hvid, fordi blodcirkulationen er stoppet, og hånden ikke har kontakt med resten af kroppen.

1. DAG KL. 15.28:

Ralston har ikke fortalt nogen om sine planer. Først når han ikke kommer på arbejde mandag, vil nogen savne ham.

I tankerne gennemgår Ralston sine forsyninger: ca. 350 ml vand og to burritos, klatreudstyr, en pandelampe og et universalværktøj med to knive og en tang.

Da han ikke har fortalt nogen, hvor han er, og den gennemsnitlige levetid i ørkenen uden vand er to-tre dage, skønner han, at chancerne for at slippe fri er større end for at blive fundet.

Han fisker universalværktøjet frem fra rygsækken og begynder at hakke løs på klippestykket. I flere minutter banker han på blokken, men den får ikke den mindste hulning.

2. DAG KL. 13:00:

Ralston har forsøgt at lave en talje af sine klatrereb og seler, så han kan løfte stenen. Det mislykkes.

Tørsten plager ham, men han har besluttet sig for kun at drikke en slurk hvert 90. minut.

Ørkenen er stille – indtil han pludselig hører menneskestemmer. Ralston holder vejret og lytter intenst.

Stemmerne og lyden af sko mod sandsten er fjerne og forvrængede, men de er derude. “HJÆLP,” råber han og holder vejret. Atter stilhed. Han råber igen. Hans stemme ryster af angst og ophidselse, men stadig intet svar.

væskemangel
© Oliver Larsen

Uelastisk hud er et alvorligt tegn

En simpel prøve afslører, om kroppen mangler væske. Knib fast om huden på håndryggen, giv slip, og se, hvordan huden opfører sig. Bliver huden en tid stående som et telt, er kroppen dehydreret. Fænomenet opstår, når kroppen er 10-15 pct. dehydreret, dvs. væskemangel i middelsvær til svær grad.

Erkendelsen rammer ham som et hårdt slag i maven. Hvad han har hørt, er ikke mennesker, men et af ørkenens smådyr.

Kængururotten har bygget rede i klipperne oven over ham. Han drejer hovedet og ser en hale forsvinde i et hul i klippen.

Ralston lover sig selv højst at råbe om hjælp én gang om dagen. Desperationen i sin egen stemme er mere, end han kan klare.

Slange

Slanger, skorpioner, kraftig regn og løse sten kan gøre vandreture i Blue John Canyon fatale.

© Shutterstock

2. DAG KL. 15:00:

Ralston er sikker på, at han vil dø, inden nogen når at finde ham.

Ralston trækker rygsækken af og fisker en lille videooptager, han har medbragt for at filme turen, frem. Optageren er så lille, at den kan ligge i hans hule hånd. Han trykker på optageknappen og begynder at tale.

“Klokken er fem minutter over tre, søndag. Jeg har nu været klemt fast i 24 timer her i Blue John Canyon over det, som kaldes Big Drop. Mit navn er Aron Ralston. Mine forældre er Donna og Larry Ralston fra Englewood, Colorado. Vil den, som finder dette, venligst forsøge at få det frem til dem”

På skærmen ser han sit eget billede. Øjnene ligger dybt i øjenhulerne. Han har ikke spist i et døgn og kun fået få slurke vand.

3. DAG:

Ralston forsøger at skære armen af, men opgiver og indser, at lommekniven aldrig vil kunne save knoglerne over.

“Du bliver nødt til at skære din arm af.” Tanken har meldt sig flere gange, men den virker mere påtrængende, efter at Ralston under filmningen lod kameraet panorere hen over armen.

Han kunne ikke undgå at bemærke, at huden var usædvanligt bleg. Snart vil hånden gå i forrådnelse.

© Stevie Grand/Scanpix

Cellen går i opløsning

Kroppens celler har brug for ilt og glukose – stoffer, som de får tilført gennem blodet. Bliver tilførslen nedsat, fungerer cellen ikke, og varer tilstanden ved, dør cellen. Ralstons hånd gik i forrådnelse, og bakterier under huden dannede gasser.

© Stevie Grand/Scanpix

Kernen skrumper

Cellekernen skrumper og bliver mørkere.

© Stevie Grand/Scanpix

Cellen dør

Kernens membran går i opløsning, så indholdet – bl.a. kromosomerne – splittes op. Til sidst opløses hele kernen.

© Stevie Grand/Scanpix

Signalstoffer skaffer blod

De ødelagte celler udløser signalstoffer som fx histamin, der udvider blodkar, så mere blod tilflyder det ødelagte væv.

© Stevie Grand/Scanpix

Immunceller æder døde celler

Histamin gør blodkar gennemtrængelige. Immunsystemets ædeceller trænger ind til de døde celler, som fortæres.

Ralston føler afsky ved tanken om at skære i sig selv og frygt for det blodtab, som vil følge. Hans bil holder næsten 12 km væk, og han er ikke sikker på, at han vil kunne køre bilen med én hånd.

Risikoen for, at blodtabet inden da vil overstige 30 procent og være så godt som dødeligt, er stor. Alligevel beslutter han sig for at prøve.

Han tager slangen fra sit drikkesystem af og binder den om armen som en årepresse. Han ser hånd og håndled blive hvide, mens huden omkring albuen lyser dybrødt af det ophobede blod.

Ved at opbyde al sin viljestyrke borer han kniven ind i huden, men modet svigter. Et par røde striber på huden er alt, hvad kniven efterlader.

Forehavendet vil også være nytteløst. Han måtte presse til for overhovedet at ridse i huden. Knoglerne ville han umuligt kunne skære igennem.

Kroppen holder på væsken

Blodtab er en alvorlig trussel mod kroppen, da blodet transporterer ilt og næring til kroppens væv og organer og skaffer affaldsstoffer som fx kuldioxid bort. Kroppen kompenserer for et blodtab ved at:

Hjertet slår hurtigere, og blodet ledes til kroppens vigtigste organer.

1

Noradrenalin få blodkarrene til at trække sig sammen, så blodtabet bliver mindre. Nyrerne stabiliserer væskebalancen.

2

Hypotalamus i hjernen giver via hormoner nyrerne besked om at holde mest muligt på væsken.

3
© Shutterstock

Shutterstock

© blod

40 procent blodtab er den visse død

Høj hjertefrekvens, kamphormoner og blodkar i bevægelse. Tab af blod sætter kroppen i alarmberedskab.

4. DAG:

Ved midnat har Ralston stadig omkring en halv deciliter vand tilbage, men føler kræfterne svinde.

Ralstons hals og øjne svider af tørhed, og huden hænger. Han har ikke sovet i tre dage. Han fryser og kan ikke længere stole på sine sanser. Tidsfornemmelsen er forsvundet. Kun tidsplanen for, hvornår han må drikke vand, kan han holde styr på.

Ordet delirium kommer af det latinske ord delirus, som betyder “forrykt”.

Dagen forinden tissede han for første gang, siden han blev klemt fast. For en sikkerheds skyld gemte han den gulbrune væske.

Nu beslutter han sig for at smage på den. Det er bedre at prøve, mens han endnu har vand til at genoprette væskebalancen, hvis giftstofferne får ham til at kaste op, konkluderer han. Han tager en slurk. Det er ikke så slemt som forventet.

Natteluften har kølnet væsken til cirka 15 grader, og en del af affaldsstofferne er faldet til bunds som brunligt grums.

Urin
© Kevin Curtis/SPL/Scanpix

Drik din urin – men kog den først

Ralston har nu spist den sidste burrito og drukket alt vand. Gennem de sidste tre dage har han sammenlagt fået 500 kalorier, en tiendedel af sit normale indtag, og er stærkt svækket.

De seneste par dage har Ralston hallucineret om drikkevarer, og nu oplever han lange perioder, hvor han føler sig uden for sin egen krop. Alt, hvad han oplever, er meget virkelighedstro. Han kan føle, smage og dufte det hele.

I nat bliver han hentet af en ven. Vennen fører ham langs kløftens klippevægge, til de kommer til en dør, der pludselig åbner sig. Bagved ligger en dagligstue. På sofaer og i lænestole slænger hans venner sig, og stemningen er munter.

Alligevel er det, som om ingen af dem er virkelige. Som om de læser hans tanker, ser de alle op på én gang og svarer. “Vi er her, når du har brug for os. Når du er klar, skal vi nok blive virkelige.”

Ralston vågner, rystende af kulde og udmattelse.

Tørst og udmattelse snyder sanserne

Sult, tørst og anstrengelse kan påvirke krop og hjerne, så den ramte får delirium. En dehydreret hjerne skrumper i løbet af kort tid og mister evnen til at sende og modtage signaler gennem nervesystemet. Personen har svært ved at opfatte virkeligheden og omgivelserne, og vrangforestillinger som paranoia og hallucinationer kan opstå.

Symptomer på delirium:

Uklar bevidsthed

Nedsat evne til at opfatte omgivelser.

Kognitive forstyrrelser

Mindre evne til at holde fokus. Fornemmelse af tid og sted og hukommelsen svækkes. Besvær med at tale og forstå.

Motoriske forstyrrelser

Øget reaktionstid og tendens til at fare sammen.

5. DAG KL. 23:00:

Den højeste temperatur om dagen er knap 14 grader. Ralston ved, at han går en barsk nat i møde.

Dagen i dag skal blive hans sidste, er Ralston sikker på, og han forbereder sig på sin død. På videokameraet har han sagt farvel til sine venner og lavet en liste over, hvem han ønsker, skal bære kisten.

Nu, hvor klokken nærmer sig midnat, griber han sin kniv og ridser med store bogstaver sit navn i klippesiden. “ARON”. Så ridser han fødselsmåned og -år, “OCT 75”, fulgt af “APR 03”.

Over navnet tilføjer han “Hvil i fred”, overbevist om, at han ikke lever natten over.

6. DAG KL. 10:00:

Ralston er nu gået igennem 120 timer uden søvn.

Han kan ikke længere holde sit hoved oppe. Det hviler mod klippesiden eller falder forover ned på brystet.

Gennem de seneste dage har han fra tid til anden genoptaget forsøget med at hakke med kniven i klippen. Forehavendet er nytteløst, ved han, men det holder ham beskæftiget. Små stenpartikler flyver omkring ham og lander på den fastklemte arm.

Ralston vender kniven og vil bruge bagsiden til at vifte de små stenpartikler af huden.

Ralston skar muskler, sener, arterier og hud af med en kopi af en Leatherman-lommekniv, mens tangen var velegnet til at flå seje sener i stykker.

Shutterstock

Et øjeblik er han uforsigtig og kommer til at skrabe i sin arm. Huden ruller af, bemærker Ralston med afsky. Prøvende stikker han med kniven i huden, og en ubehagelig hvæsen lyder. Bakterier under huden har dannet gasser, og en umiskendelig stank af forrådnelse stikker ham i næseborene.

En blanding af panik og raseri griber Ralston. “Det er ikke en del af mig. Det er affald.” Sætningerne farer gennem hovedet, mens han desperat river og flår for at komme fri fra den livløse hånd.

Pludselig mærker han armen bøje sig i en unaturlig stilling, og med ét forstår han, hvad han skal gøre. Ved at brække armknoglerne undgår han det uløselige problem med at skære gennem knoglerne. Nu kan han amputere armen.

Som i et manisk anfald kaster han sig ud i sit forehavende.

Hør Aron Ralston beskrive, hvordan han amputerede sin egen arm.

Sammenbøjet kravler han ind under stenen og føler, hvordan den højre arm vrider sig stadigt mere. “Hårdere! Hårdere!” ansporer han sig selv, indtil et smæld lyder, da spolebenet brækker.

Med sveden løbende ned ad ansigtet gentager han bevægelsen, til også albuebenet brækker.
Armen kan nu rotere som en aksel i sit leje. Ralston griber kniven, og metodisk skærer han igennem hud og muskler, sener og arterier.

Arm brækkes og skæres fri

Da Ralston opdager, at han kan brække armens albue- og spoleben af overarmen ved at bruge klippen som skruestik, går det op for ham, at han kan skære armen af og komme løs.

Først skærer Ralston et langt snit igennem huden på underarmen. Med fingrene mærker han, hvor sener, muskler, blodkar og nerver ligger inde i armen

1

Med kniven skærer Ralston musklerne over.

2

Ralston binder gummislangen fra sit drikkesystem om armen som årepresse.

3

Med en vridende bevægelse flår han armens sener over. Til denne del af operationen bruger han Leathermanens tang.

4

Med kniven skærer Ralston arterierne og nerverne over. Til sidst skærer han den løse hud – som nu er eneste bindeled mellem arm og hånd – af, og han er fri.

5
© Henning Dalhoff

Materialet er så sejt, at han bliver nødt til at foretage proceduren i mange omgange. “Grib, klem, drej, riv,” gentager han for sig selv.

Nerverne ligner tynd, snoet pasta, synes han. Han løfter dem op som guitarstrenge, indtil de brister og udløser en flodbølge af smerte – som at stikke armen ned i flydende lava.

Smertesignaler

Smerteimpulser drøner både gennem den grå substans (hvid cirkel) og talamus (rød cirkel) på vej til hjernebarken.

© BSIP/Getty Images

Smerter advarer om truende farer

Når nerver påvirkes, udløses smerte, som fortæller hjernen, at kroppen er skadet og i fare. Beskeden sendes til hjernen via rygmarven.

  1. I rygmarvens grå substans (hvid cirkel) får de smerteførende nerver kontakt til andre nerver. De bringer informationen videre gennem rygmarvens hvide substans.

  2. Undervejs krydser smertebanen side, så en smerte i højre side registreres i hjernens venstre side og omvendt.

  3. Smerten når til talamus (rød cirkel) – en del af mellemhjernen, hvor nervesignaler omkobles – og sendes til storhjernen.

  4. Fra talamus fører en ny gruppe af nerveceller smerteimpulsen videre til hjernebarken. Her bearbejdes impulsen, så personen kan reagere rationelt på den.

Han bider det i sig og fortsætter med at skære huden over mod klippesiden som et spækbræt. Da han mærker kniven ramme stenen, føler han adrenalinen vælde ind over kroppen.

Klokken er 11.32. Efter at have været klemt fast i 127 timer er han omsider fri.

Med armen i en improviseret slynge tumler han afsted gennem kløften. Hver gang han ser
vand, stopper han og drikker. Blodet drypper hurtigt fra armen. Da Ralston har gået næsten ti
km, ser han tre mennesker på stien.

“HJÆLP!” Denne gang er de virkelige og løber imod ham.

Efter ulykken fik Ralston en specialprotese, og han fortsatte sin klatrekarriere. I dag har han besteget alle Colorados 59 “Fourteeners” – bjerge højere end 14.000 feet (4267 meter).

© Nora Feller/Corbis/All Over