Shutterstock

Forskere: Særligt protein kan være skyld i akne

Akne er en af de mest almindelige - og gådefulde - hudsygdomme i verden. Forskere bliver dog hele tiden klogere på de betændte knopper, og senest er et særligt protein kommet i søgelyset.

Mange hundrede millioner mennesker lider af akne, der er kendetegnet ved bumser, hudorme og røde ømme knopper i ansigtet og på kroppen.

Alligevel er der meget, forskere ikke ved om sygdommen, bl.a. hvorfor nogle mennesker er plaget af akne, mens andre går fri.

En undersøgelse publiceret i tidsskriftet Nature, peger på, at årsagen til akne måske skal findes i et protein - eller nærmere mangel på samme.

Hudprøver fra personer med akne afslører nemlig et lavere niveau af proteinet GATA6.

Protein påvirker fedt i huden

Ifølge forskerne har GATA6-proteinet indflydelse på, hvordan cellerne i talgkirtlerne opfører sig.

Det har fx en effekt på, hvor meget talg, der produceres, da proteinet styrer den virkning, det mandlige kønshormon, testosteron, har på talgkirtlerne.

Talgkirtler er små kirtler, der i vores hårsække. De producerer en fedtholdig substans, talg, der har til formål at beskytte vores hud fra at tørre ud.

Talgkirtlerne findes overalt på kroppen, men der er flest i vores hårbund, ansigt, det øverste af ryggen og midt på brystet.

Derfor oplever personer med akne også, at det især er disse steder på kroppen, der er ramt af bumser.

Hvorfor nogle mennesker har lavere niveauer af proteinet er endnu uvist, men forskerne bag undersøgelsen håber på, at deres opdagelse kan bane vejen for yderligere forskning og nye behandlingsformer mod akne.

Sådan forvandler godartet bakterie sig til en gul bums

En giftig cocktail af døde hudceller, fedt og store mængder bakterier får immunforsvaret til at rykke ud og omdanne hudens hårsække til betændte bumser.

© Henning dalhoff

Hårsækken fyldes op med døde celler

I det tidligste forstadie til akne begynder hudceller at vokse og dele sig hurtigere end normalt. Når de dør, afstødes de og ender i hårsækkens åbning på hudens overflade.

© Henning dalhoff

Døde celler og fedt danner en prop

Talgkirtlerne i hårsækken producerer løbende fedt. På vej ud blandes det med de døde celler og danner en prop, som forsegler hårsækkens åbning, så fedtet ikke kan komme ud.

© Henning dalhoff

Bakterier stortrives i det ophobede fedt

Aknebakterien, som normalt er godartet og lever af hudfedt, stortrives i den tilstoppede hårsæk. Den vokser hurtigt og udskiller en biofilm, der lægger sig som en hinde om fedtet.

© Henning dalhoff

Blodlegemer bekæmper bakterierne

De mange bakterier irriterer vævet og aktiverer dermed immunforsvaret. Hvide blodlegemer kommer til og æder bakterierne, mens hudceller bekæmper dem med giftstoffer.

© Henning dalhoff

Betændelse fylder bumsen op

Immunforsvaret skaber betændelse i hårsækken. Imens fortsætter fedtproduktionen i den betændte og forseglede hårsæk, som svulmer op og danner en øm, pusfyldt bums.