Forskere: Vi har fundet et helt nyt organ

Skjult bag lunger, tarme og blodårer har forskere måske opdaget et helt nyt organ, der kan hjælpe os til at kurere kræft.

© Creative Commons

I hulrummet mellem kroppens organer har amerikanske forskere fundet et skjult organ.

Interstitium er en slags bindevæv, der findes overalt i din krop. Det løber langs dine lunger, på undersiden af din hud, omkring tarmene og langs dine årer.

Før troede læger, at vævet mest fungerede som en slags stativ for kroppens organer. Og at vævet fandtes i kroppens hulrum som helt uafhængige dele.

Men nu har forskernes detaljerede mikroskopier afsløret, at bindevævet er fyldt med de samme væskefyldte celler og proteiner og at hele vævet hænger sammen - ligesom et organ.

Styrer immunforsvaret

Forskerne mener, at interstitium fungerer som en slags støddæmper, der trækker sig sammen og udvider sig, så organerne ikke støder sammen og river i hinanden.

Vævet ser også ud til at være i tæt forbindelse med kroppens lymfeknuder, og det betyder, at sygdomme måske kan sprede sig til hele kroppen gennem dette system.

Derfor er den nye organ-kandidat en mulig vej, hvor kræft kan sprede sig.

Kan gemme kuren mod kræft

Hvis det flydende organ er en hemmelig smutvej for kræft, betyder det, at kræftsvulster kan sende metastaser gennem interstitium for at invadere organer som lunger og tarme.

Dermed kan forskerne have opdaget et af de farligste våben, kræft besidder og har altså også en oplagt ny vej at gå for at bekæmpe sygdommen.

Interstitium er dog ikke officielt anerkendt som et organ endnu.