Fortabt i junglen

Få timer tidligere havde Yossi været glad og optændt af eventyrlyst. Rejsen ind i Amazonas’ jungle var hans livs eventyr. Han havde på må og få rejst rundt i Sydamerika, da han i Bolivia mødte Karl Ruchprecter, en østriger med et indgående kendskab til junglen.

Karl havde tilbudt at være guide for Yossi og et par venner, men undervejs var de blevet uvenner og gik hver til sit. Mens de andre tog hjem, ville Yossi og Kevin Gale fortsætte ad floden Ipurama.

Rejsen foregik på en hjemmelavet tømmerflåde, men fik en brat ende, da flåden satte sig fast på en klippe midt i floden. Kevin reddede sig i land, mens Yossi fortsatte på flåden gennem et rivende strømfald.

Mirakuløst overlevede han sejladsen og kunne klatre i land længere nede ad floden.

Forkommen og drivvåd står han på stranden, mens den fortvivlende sandhed går op for ham.

Kevin er langt borte, og han selv er omgivet af tusinder af kilometer af regnskov med vilde dyr, uden våben eller kompas og flere dagsmarcher fra beboelse.

2. december: Mantra virker

“Jeg er en handlingens mand,” gentager Yossi for sig selv, inden han falder i søvn sammenrullet på et leje af blade. Han ved ikke, hvor mantraet kommer fra, men det gør sin virkning, for næste morgen vågner han fuld af beslutsomhed.

Med på tømmerflåden havde han en gummipose med proviant. Med lidt held ligger posen endnu ved den havarerede tømmerflåde, der hænger på et klippeskær ude i floden.

Forsigtigt klatrer han ned ad en skrænt, der fører til floden. Klipperne er våde, så han må være forsigtig. Men heldet er med ham; i et indhak i en klippe tæt ved vraget af tømmerflåden ligger pakken.

“Tak, Gud,” mumler Yossi, mens han liggende på maven på klippen forsigtigt haler pakken op.

Indholdet er lidt fugtigt, men alt er der: ris og bønner, moskitonettet, landkortet, den røde poncho, en lighter, medicinæsken og – hans hjerte springer et slag over af glæde – hans onkels lille bog.

Bogen, der indeholder en samling jødiske tekster, har fulgt ham siden den dag, han fik den. Få dage efter døde onklen, og Yossi er sikker på, at bogen har beskyttende kraft.

6. december: Reddet af en myggespray

Kevin finder ham ikke, går det snart op for Yossi. Hvad der er sket med hans kammerat, aner han ikke, men han ved, at han må klare sig selv.

Yossi beslutter sig for at gå imod Curiplaya, som han ved ligger et stykke længere oppe ad floden. På kortet ser det ud til, at der kun er et par dages march til bopladsen, men da det kun er en primitiv skitse tegnet af Karl, er afstandene svære at beregne.

Gang på gang må han vende om og følge en anden sti, fordi han møder en skrænt eller en høj klippe. Om aftenen ender han på en bakketop. Mørket falder på, og han må søge ly.

Væde drypper fra træerne efter et regnvejr. Omhyggeligt skraber Yossi våde blade væk og spreder nogle tørre i stedet. Han folder moskitonettet ud og binder det til træstubbe, så det danner et telt.

For at holde varmen pakker han ­ponchoen rundt om sig og trækker hætten over hovedet.

Et par sten holder moskitonettets sider nede, så slanger ikke kan krybe under det.

Et par dage forinden havde han mødt en giftig slange, hvis gift indeholder enzymer, som ville have lammet Yossis nerver, så slangen nemt havde kunnet dræbe ham.

Ved hans side ligger en blikdåse og en teske. Hvis han slår på dåsen, kan han jage de vilde dyr væk, tænker han, mens han lader sig omslutte af mørket og lyden af dyrebrøl.

“Knæk,” lyder det fra en gren ikke langt fra teltet. Lyden gentager sig efterfulgt af de umiskendelige hurtige tramp i jorden, der fortæller, at et stort kattedyr er på færde.

“Åh, Gud, lad ikke det vilde dyr æde mig,” beder han og begynder at banke på blikdåsen.

“Væk! Væk med dig!” råber han. Lydene kommer nærmere. Han griber lommelygten og trækker nettet til side.

Jaguaren står helt stille. Den er stor og har sorte pletter. En af dens poter er løftet fra jorden, men ved synet af Yossi sætter den poten ned.

“Gå væk din forbandede skiderik!” skriger han, mens han ryster over hele kroppen. Han får en idé og griber en myggespray ved sin side, finder lighteren frem og tænder.

Drivgassen i sprayflasken skaber en mægtig eksplosion, der flammer op og blænder ham. Fra hans hånd står stanken af brændte hår. Han knuger den ildsprudlende dåse, til flammerne dør.

Han griber igen lommelygten og lyser rundt. Jaguaren er væk. Yossi lader sig lettet dumpe ned på jorden.

12. december: Yossi følger et spor

Mens Yossi fortsætter sin vandring, vænner han sig gradvist til livet i junglen. Han supplerer sine forsyninger med vilde bær og frugter samt fisk fanget i floden.

Efterhånden bliver han dreven til at finde et egnet sted at slå lejr for natten.

Den fugtige hede og konstante regn har han derimod svært ved at klare. På fødderne får han udslæt, som danner store sår og gør det smertefuldt at gå.

Han holder modet oppe ved at dagdrømme, helst om mad, og ved at tænke på, at han snart er i Curiplaya.

Håbet får ny næring, da han opdager spor af machetehug på et træ. Her har været mennesker kort tid forinden. Opløftet følger han sporet, der fører ham langt ind i junglen.

Pludselig ser han, at aftrykket af en sko er tydeligt prentet i mudderet foran ham. Kevin og han går i samme slags sko og bruger samme størrelse.

Yossi er ikke i tvivl. Hans ven må være lige i nærheden. Stien, han går på, fører ham op ad en næsten lodret bjergside, men Yossi får uanede kræfter og nærmest stryger op ad bjergsiden.

På stien ligger stykker af skaller fra frugter, som til forveksling ligner dem, han selv har spist kort forinden.

Den næsten overmenneskelige styrke, han følte, forlader ham lige så brat, som den kom. Han falder om på den mudrede sti, presset mod jorden af sorg og skuffelse.

Fodaftryk og skaller kommer ikke fra Kevin, men fra ham selv. Han er gået i ring og er tilbage, hvor han begyndte turen tre timer tidligere.

17. december: “Min krop rådner”

Efter den oplevelse holder Yossi sig så vidt muligt ved floden for ikke at fare vild igen.

På grund af oversvømmelser efter en voldsom storm må han dog igen søge op i højdedragene. Stormen har skyllet alt spiseligt bort, og Yossi har ikke spist i to dage.

Han ser en slange og prøver at fange den, men river i stedet armen på en gren. Med blodet løbende ned ad armen ser han slangen forsvinde. Ikke kun fødder og arm smerter. Regnen og fugten gør også sin virkning på kroppen.

Røde pletter breder sig under armhuler og ved albueled. Såret på armen danner ikke skorpe.

“Min krop rådner,” tænker han med afsky.

18. december: Fanget i muddersump

Dagen forinden har Yossi set et fly. Den lille maskine fløj lavt over skoven, og Yossi ved, at et redningshold leder efter ham. For at forbedre sine chancer for at blive set vender han om og søger ud mod en åben plads, han tidligere har passeret.

Jaguarstranden kalder han stedet, fordi han der så spor efter en flok jaguarer.

I snart en uge har han ikke spist. Kroppen er begyndt at trække energi ud af sig selv. Både fedtdepoter og muskler er skrumpet, og immunforsvaret er svækket. Yossi er ved at miste modet, men ét holder ham oppe: pigen ved hans side.

Han ved, at hun kun findes i hans fantasi, men han elsker hende og passer på hende. “Vi finder noget at spise i junglen,” siger han. Han får ret. I en trætop leger en flok aber, og under dem i mudderet ligger stykker af dadler.

Begærligt samler Yossi én af dem op og putter den i munden. Den rådne smag og de små orme, der vrider sig i frugtkøddet, rører ham ikke.

Ikke ét stykke lader han blive på jorden, før han fortsætter sin march.

Langt væk i sine egne tanker træder han i et mudderhul. Jorden åbner sig under ham, og han suges ned, til han står i mudder til taljen. Som et dyr fanget i en fælde skriger han sin angst ud. Mudderet er som cement.

“Så, det er så det. Døden,” tænker han. Et øjeblik overvejer han selvmord med pillerne fra medicinkassen, men kommer til at tænke på sine forældre.

Med armene strakt frem for sig begynder han at tage svømmetag, og langsomt slipper mudderet sit tag. Han kravler på alle fire, til han mærker fast grund. Kun én tanke fylder hans hoved, mens han fjerner mudder fra næse, mund og øjne: at leve.

Yossi rydder et stort område på jorden og skaber plads til både ham og pigen. “Kom her og læg dig hos mig, og hold om mig,” kalder han.

Pludselig går det op for ham, at han har levet sig så meget ind i sin fantasi, at han har forberedt en soveplads til to.

“Du er alene, din idiot,” siger han til sig selv.

Mere ensom end nogensinde ruller han sig sammen for at sove. Pludselig mærker han et skarpt stik i låret. Han stikker hånden ned og vrister et insekt fri. En termit på 2,5 cm spræller mellem hans fingre. Han klemmer til og smider dyret fra sig. Straks mærker han et nyt bid og snart efter endnu et.

Dyrene bider igen og igen. Fra alle sider kommer de. Han piller dem af kroppen, af hårbunden, selv øjenvipperne sætter de sig i.

Han kvaser dem, og da morgenlyset kommer, ligger en bunke døde insekter ved hans side. Men jorden er levende.

Moskitonettet, rygsækken og skoene – alt vrimler af termitter. Han rejser sig og løber. På sikker afstand piller han dyrene af, og sammenhængen går op for ham.

Han skulle tisse, men var for træt til at stå op. Den salte urin på bukserne har tiltrukket insekterne.

20. december: Reddet i sidste sekund

Næste dag kommer Yossi til Curiplaya, men stedet er forladt. Han slår lejr og venter på redningsholdet, som han mere og mere tvivler på finder ham.

Sulten gnaver, og det føles, som om han har feber. På fødderne er næppe en strimmel hud tilbage. Mens mørket falder på, hører han en summen, og pludselig forstår han.

“Min Gud, der er mennesker derude.” Han ser omridset af fire mænd, der kravler ud af en kano. En høj, krølhåret fyr, der står ved siden af kanoen, ser på Yossi: “Bliv, hvor du er, Yossi. Jeg kommer.”

Kevin løber imod ham og kaster armene omkring ham. Senere skal han fortælle, hvordan han selv blev reddet, men lige nu taler ingen.

For første gang græder Yossi rigtigt og hulker som et barn: “Nogen har alligevel passet på mig.”