Hvad er skindød?
Jeg har læst om skindød. Men hvad betyder begrebet?

Skindød er en tilstand, hvor kroppens livstegn er så svage, at de ikke uden videre kan konstateres. Det kan blandt andet forekomme i forbindelse med forgiftninger, nedkøling og ulykker med elektricitet.
Med moderne lægeinstrumenter er det ikke svært at finde livstegn alligevel, men i gamle dage var det mange menneskers største skræk at blive levende begravet. Derfor blev det i en periode almindeligt, at ligkister blev forsynet med forskellige former for alarmer, for eksempel en snor op til en klokke.
Nogle fik også indført i deres testamente, at de skulle ligge så længe i lighuset, at de var begyndt at lugte, inden de måtte begraves.