Hvad holder vores celler sammen?

Allerede når et menneskefoster er få timer gammelt og kun består af få celler, vil cellerne klistre sig tæt sammen med hinanden og danne en nærmest uadskillelig enhed. Celler er kugleformede størrelser, som indeholder et vandigt indre (cytoplasma), der er omgivet af en fedtholdig cellemembran. Det er cellemembranen, der udgør cellens overflade, og det er her, man finder cellens klister. Cellerne holdes sammen af nogle proteiner, som stikker ud fra cellens overflade, og de er samtidig stærkt forankret i cellens membran og indre. Den aller-yderste del af proteinet indeholder et bindingssted, som ved hjælp af elektrostatiske kræfter kan binde sig fast til et identisk protein på en anden celle. I starten af et menneskefosters liv, hvor fosteret kun består af stamceller, binder cellerne sig ret ukritisk til hinanden. Men når cellerne begynder at specialisere sig og får forskellige funktioner, bliver de også mere kritiske over for, hvilke celler de vil binde sig til. På den måde dannes de forskellige organer. Cellernes “velcro” er også med til at sikre, at de bliver på deres rette plads og ikke forvilder sig forkerte steder hen i kroppen. Desværre ser man i mange kræfttilfælde, at patienternes kræftceller har mistet evnen til at sidde sammen med nabocellerne. Det betyder, at kræftcellerne ikke blot deler sig ukontrolleret, men også er i stand til at forlade fællesskabet med de normale celler. Derfor kan kræftcellerne sprede sig til andre dele af kroppen.