Verdens højeste mand i 2022
Verdens højeste mand i 2022 er 39-årige Sultan Kösen.
Den tyrkiske landmand blev målt første gang af Guinness World Records i 2009, hvor han vippede kinesiske Bao Xishun af pinden som verdens højeste – nulevende – mand.

Sultan Kösen på besøg i Island i 2009. Sultan Kösen voksede op som landmand i Tyrkiet, men har i dag rejst verden rundt på grund af sin højde.
Sultan Kösen er hele 2,51 meter høj og derfor kan almindelige ting i dagligdagen være en udfordring.
Sultan Kösen har fx store problemer med at finde tøj og sko, der passer hans ekstremt lange lemmer. Derudover er det også svært for Sultan Kösen at transportere sig rundt.
Hans enorme højde betyder nemlig, at han er nødt til at gå med stok, og at han kan nærmest ikke være i en almindelig bil.
VIDEO: Hør Sultan Kösen fortælle om sin højde
Sultan Kösen er vokset op i en helt almindelig tyrkisk familie, hvor alle var af normal højde. Da han som 10-årig begyndte at vokse ekstremt, var det derfor til alles store overraskelse.
Men hvis højden ikke er genetisk bestemt, hvordan er Sultan Kösen så endt med titlen som verdens højeste? Det har videnskaben en forklaring på.
Hvorfor bliver man ekstremt høj?
Sultan Kösen lider af kæmpevækst, også kaldet gigantisme. Sygdommen skyldes typisk en fredelig tumor, der presser sig op ad hjernens hypofyse. Hypofysen er det sted i hjernen, der regulerer kroppens hormoner.
For mennesker, der bliver så høje som Sultan Kösen, begynder sygdommen allerede i barndommen. Når en tumor presser sig op ad hypofysen, udskilles der langt større mængder væksthormon, som fortsætter gennem hele livet.
I dag er læger blevet dygtige til at identificere og behandle gigantisme. Sultan Kösen fik fx fjernet sin tumor i 2010 ved hjælp af strålekirurgi på University of Virginia i USA.

Sultan Kösens ekstreme højde skyldes en tumor, der presser mod hjernens hypofyse (markeret på billedet). Hypofysen regulerer kroppens hormoner herunder væksthormonet.
Hvem var den højeste mand nogensinde?
Den højeste mand nogensinde var amerikaneren Robert Wadlow.
Robert Wadlow kom til verden i 1918 som en helt normalt baby, men han skød hurtigt i vejret.
Som femårig målte han hele 1,63 meter, og som 17-årig tårnede Robert Wadlow over alle andre med sine 2,45 meter.
Robert Wadlow led, ligesom Sultan Kösen, af gigantisme. Men modsat Sultan Kösen fik Robert Wadlow aldrig fjernet det, man formoder, var en godartet tumor i hans hjerne.
Derfor fortsatte Robert Wadlow med at vokse indtil sin død.
LÆS OGSÅ: Verdens højeste bygning

Robert Wadlow drømte om at studere jura. Han nåede desværre aldrig så langt.
Det var ikke nemt at bevæge sig rundt som verdens højeste mand. Robert Wadlow var derfor afhængig af specielt udformede benskinner, der skulle støtte ham, når han gik.
Men en dag fik Robert Wadlow fremstillet en skinne til sin ankel, som sad forkert.
Skinnen gnavede sig ind i huden, og der gik infektion i såret. I dag ville det være let at behandle med antibiotika, men i 1940 blev infektionen fatal.
Robert Wadlow døde på et hotelværelse i Michigan, kun 22 år gammel.
Ved sin død målte Robert Wadlow 2,72 m – og skrev sig dermed ind i historien som den højeste mand nogensinde.
LÆS OGSÅ: Her er verdens 10 største byer