Når man kigger på nattehimlen, modtager øjet i princippet lys udsendt fra universets fjerneste afkroge, altså fra steder, der er over ti milliarder lysår væk. Men man kan ikke skelne objekter over disse afstande. De stjerner, vi kan se, tilhører alle vores egen galakse, Mælkevejen, og er således højst 100.000 lysår væk.
Det er dog også muligt at se enkelte andre galakser. Det fjerneste himmellegeme, der er synligt uden brug af kikkert, er Andromedagalaksen, der befinder sig cirka 2,5 millioner lysår herfra. Når man retter blikket mod den, kan man passende tænke på, at lyset blev udsendt på et tidspunkt, da vores abelignende forfædre stadig vandrede rundt på de afrikanske sletter.
Vi ser med andre ord Andromedagalaksen, som den så ud for 2,5 millioner år siden. Andromedagalaksen omtales adskillige gange i oldtiden og middelalderen. Den ses på himlen et stykke under stjernebilledet Cassiopeia med den karakteristiske W-form som en diffus, aflang lysklat.
Hvis man iagttager den på en mørk og klar nat, synes den at have en diameter omtrent som fuldmånens. Med en kikkert kan man dog se, at den i virkeligheden er langt større, nemlig omtrent seks fuldmånediametre.