Shutterstock
julemanden på en vægt

Hvor meget vejer julemanden?

På billeder plejer julemanden at se temmelig velpolstret ud – men er det muligt at regne ud, hvor meget han vejer?

På de fleste gengivelser ligner julemanden en person i det, lægerne kalder fedmeklasse III. Det er den øverste klasse på fedmeskalaen og starter ved et BMI, altså Body Mass Index, på 40.

BMI udregnes ved at dividere vægten i kilo med personens højde målt i meter i anden potens; dvs. vægt/(højde x højde). Hvis vi anslår julemandens BMI til at være præcis 40, skal vi fortsat kende hans højde for at udregne hans vægt.

152 kg er julemandens vægt, hvis vi regner den ud på baggrund af de fleste fremstillinger af ham.

Sammenligner vi julemanden med hans rensdyr, virker han som en velvoksen fyr. Ofte viser tegninger, at deres skulderhøjde flugter med hans navle.

Skulderhøjden hos voksne rensdyr er meget variabel og kan ligge på alt mellem 85 og 150 cm. Da julemandens rensdyr er tamdyr, som ofte har lidt kortere ben end deres vilde slægtninge, er en skulderhøjde på 120 cm for Rudolf og Co. et fornuftigt bud.

Det gør julemanden 195 cm høj. Dermed kan vi færdiggøre regnestykket, som afslører, at julemanden vejer godt 152 kg.

Årsagen til overvægten kan måske ligge i, at det i store dele af verden er tradition, at børn stiller småkager og et glas mælk frem til julemanden.

julemanden med småkager

Julemandens overvægt kan skyldes et umådeligt stort indtag af småkager.

© Shutterstock

Globalt set findes der ca. 396 mio. husstande, som formentlig holder jul, og som samtidig har børn under 14 år. Hvis de alle sætter en snack frem, skal julemanden indtage ca. 120 mio. liter mælk og 20 mio. kg småkager.

Firmaet BP Owl, der fremstiller udstyr til måling af blodtryk, har anslået, at julemanden med baggrund i sin overvægt og diæt af mælk og småkager sandsynligvis – og desværre – vil dø i en alder af 54.