Selvom knoglevæv er fire gange stærkere end beton, vil de fleste mennesker i løbet af et liv komme ud for et uheld, hvor en eller flere knogler brækker.
Når skadestuen modtager en patient med et knoglebrud, foretages først en røntgenundersøgelse, og lægen fastslår brudendernes placering.
Herefter gælder det om at bringe brudenderne i korrekt anatomisk stilling. Dermed sikrer lægen, at mindst muligt nyt væv skal dannes for at genforene knogleenderne, og at bruddet ikke vokser skævt sammen.
Brudenderne holdes på plads
Dernæst skal brudenderne holdes sikkert på plads, indtil knoglerne er groet sammen. Det sker ofte ved at lægge en gipsbandage eller en skinne, som foruden at give støtte også virker smertelindrende, da de brækkede knogleender dermed ikke kan bevæge sig og skade omkringliggende væv og nerver.
I komplicerede tilfælde er det nødvendigt at fiksere brudenderne med eksempelvis metaltråd, søm eller skruer, hvilket kræver et kirurgisk indgreb.
En tommelfingerregel siger, at det tager dobbelt så lang tid for et brud i nedre halvdel af kroppen at hele (16 uger) som i øvre halvdel (8 uger). Hos børn heler brud dog generelt dobbelt så hurtigt, mens det hos ældre typisk går langsommere.
Brækkede knogler bløder
1. Blodet strømmer til brudfladen
Når en knogle brækker, rives flere blodkar over i knoglebrudfladen og danner en blodansamling mellem brudenderne.
2. Stamceller danner nyt knoglevæv
Såkaldte osteogene stamceller strømmer til og begynder at danne nyt knoglevæv. Samtidig vokser blodkar sammen på tværs af bruddet.
3. Blodansamling omdannes til brusk
De osteogene celler danner et brusklignende væv, som i løbet af nogle måneder optager kalksalte og bliver hårdere og hårdere.
4. Knoglen bliver hel igen
Efter flere måneder er bruddet helet. I helingsperioden har den beskadigede legemsdel været holdt i ro, hvilket har gjort alt undtagen det nydannede knoglevæv svagere.
Knogler har brug for modstand
Knogler nedbryder og genopbygger sig selv, når de udsættes for belastning. Allerede i 1800-tallet fandt den tyske anatom Julius Wolff ud af, at knogler bliver mere solide, jo større belastning de udsættes for.
Til venstre en almindelig knogle og til højre en porøs knogle.
Omvendt udhules de og bliver porøse, når de ikke belastes – som det fx ses hos astronauter i vægtløs tilstand.