Hvordan holder babyer vejret under vand?

Mange forældre tager deres babyer med i svømmehallen og dykker endda med dem. Er det forsvarligt? Risikerer barnet ikke at få vand i lungerne?

Baby svømmer under vandet
© Shutterstock

Babysvømning er populær, fordi den skaber tæt kontakt mellem barnet og forældrene. Det er desuden påvist, at babysvømning stimulerer barnets sanser og motorik. Alle børn er født med en dykkerefleks. Tæt ved stemmebåndet sidder nogle kemiske receptorer. Mærker disse receptorer en væske, som er fremmed for kroppen, sørger de for, at luftrøret lukker helt tæt, og at barnet ikke trækker vejret under vandet. Refleksen får også barnets hjerte til at slå langsommere. Den styres af hjernestammen og er aktiv, indtil barnet er cirka et halvt år. Derefter overtager storhjernen styringen, så barnet bevidst kan lukke af, hvis det sluger vand. Det er fuldt forsvarligt at lade et barn dykke, men barnet skal naturligvis være tryg ved vandet. Den ideelle vandtemperatur er 34,5° C, som svarer til barnets hudtemperatur.