Shutterstock

Hvordan kan kvælstof slå et menneske ihjel?

En dødsdømt fange i USA kan blive den første i verden, der bliver henrettet med kvælstof. Men hvordan kan gassen, som udgør 78 pct. af den luft vi indånder, frembringe døden?

Selvom dødsstraffen er afskaffet i de fleste lande, fortsætter nogle lande med at tage livet af deres borgere.

Den seneste henrettelsesmetode er kvælstofindånding. Her får den dødsdømte spændt en maske på og indånder en dødelig dosis rent kvælstof. Navnet på grundstoffet kommer egentlig af kvælstofs evne til at kvæle ild, men det er også ret sigende for, hvordan gassen dræber.

Ren kvælstof fortrænger ilt

Du indånder konstant kvælstof, da gassen udgør 78 pct. af atmosfærisk luft. Men i ren form fortrænger kvælstof ilten i lungerne, og fire-fem indåndinger er nok til at miste bevidstheden. Inden for få minutter indtræffer døden pga. iltmangel i hjernen.

Kvælstofindånding giver ikke samme paniske følelse som ved traditionel kvælning, fordi den dødsdømte fortsat kan udånde kuldioxid. Ubehaget ved ikke at kunne trække vejret skyldes nemlig primært stigende niveauer af kuldioxid i blodet.

Fortalerne for metoden mener derfor, at kvælstof giver en skånsom og smertefri død.

Modstandere anser dog ikke teknikken som human, da bevidstløsheden ikke indtræffer øjeblikkeligt. Derfor er der et kort tidsrum, hvor manglen på ilt kan give en foruroligende følelse. Derudover er krampeanfald observeret blandt dyr aflivet med kvælstof.