Hvordan laver kroppen energi af mad?
Vi spiser for at få energi, men hvordan omskaber kroppen maden til energi?

I mave-tarm-kanalen nedbrydes maden til mindre bestanddele, der optages i blodet og fordeles ud i organismen. Her nedbrydes næringsstofferne i maden gradvist til mindre og mindre molekyler ved såkaldt oxidation. Det betyder, at de forskellige molekyler går fra ét energiniveau til et lavere.
Den frigjorte energi kobles til energikrævende processer i den enkelte celle ved hjælp af kemiske reaktioner. Det hele styres og kontrolleres af en lang række enzymer.
Restprodukterne er kuldioxid og vand samt affaldsstoffer som for eksempel urinsyre, der udskilles. Desuden er der et energitab, der udmønter sig i varmedannelse, som kroppen samtidig har glæde af.