© Shutterstock

Hvordan reder jeg bedst filtret hår?

En børste gennem filtret hår udløser ofte et smerteskrig hos min datter. Findes der en let metode til at rede håret ud?

Som mange forældre med langhårede børn ved, redes filtret hår bedst ud ved at begynde med at børste hårspidserne og derefter langsom nærme sig hovedbunden i korte strøg.

Nu har forskere ved Harvard University i USA regnet sig frem til, hvorfor det forholder sig sådan.

Forskerne forsimplede vha. matematiske formler børsteproblemet og betragtede to hår viklet rundt om hinanden i en såkaldt dobbelthelix. Herefter kunne de med metoder fra bl.a. geometri regne sig frem til den optimale længde og kraft bag børstens strøg.

Strøg under en bestemt længde gør børsteprocessen for langtrukken, mens strøg over en bestemt længde gør børstningen smertefuld.

Robot beregner den perfekte hårbørstning

Præcis hvor lange og kraftfulde strøgene skal være afhænger af, hvor langt og krøllet håret er, ligesom også den enkelte persons smertetærskel spiller ind.

Forskere fra MIT (Massachussetts Institute of Technology) har ud fra de matematiske formler skabt børsterobotten, RoboWig, der er tænkt som en aflastning til det almindelige personale på fx plejehjem.

Robotten Robowig er forsynet med et kamera og sensorer, der måler belastning under hårbørstningen.

© YouTube

1. Robotten tjekker hårtypen

Robotten skanner håret i sort-hvid, så softwaren lettere kan analysere hårstrukturen. En algoritme fjerner derefter al unødig information, så kun hårets linjer er tilbage.

© YouTube

2. Børsteplanen bliver lagt

Når hårtypen er bestemt, bruger robotten matematiske formler til at beregne længden på børstestrøgene samt den kraft, den skal bruge under børstningen.

© YouTube

3. Håret redes ud

Robotten bruger en blød børste og sensorer, der måler kraft, til at overvåge børstestrøgene. Er børstestrøgene for kraft- og smertefulde, kan robotten gøre dem kortere.

Robotten har indtil videre kun friseret dukker iført paryk, men forskerne ønsker at afprøve den i menneskeforsøg for at få mere viden om, hvordan den mekaniske børstning opleves.