Hvordan virker en menneskehånd?
Under huden på hænderne gemmer kroppens mest avancerede netværk af knogler og led sig.
Hånden er et finjusteret griberedskab og et vigtigt føleorgan, der er sammensat af et sindrigt system af sammenhængende knogler, muskler, led, ledbånd, sener, nerver og blodkar.
Knoglerne og musklerne arbejder sammen og giver hånden styrke, leddene sikrer bevægelighed, og nerverne sørger for følesansen.
De kraftfulde muskler i underarmen bøjer fingre og håndled ved at trække i håndens knogler gennem lange, slanke sener.
Selve hånden rummer desuden en række små muskler, som i et kompliceret samspil tager sig af fingrenes ultrafine præcisionsbevægelser som fx at styre kuglepennens retning eller at tråde en nål.
Selve hånden består af håndroden, mellemhånden og fingrene.
Håndroden er en mosaik af otte knogler, som sidder i to rækker tæt bundet sammen af stramme ledbånd. Én knogle for hver finger udgør mellemhånden.
På tommelfingeren er mellemhåndsknoglen kortere end på de fire andre, men til gengæld er den langt mere bevægelig i det såkaldte rodled end de øvrige.
Det sikrer, at tommelen kan føres ind foran håndfladen, så hånden fx kan gribe om et værktøj eller et reb.
Hånden er menneskets vigtigste værktøj
27 små knogler sat sammen af sener, led og muskler udgør menneskets fleksible hånd. Alle bestanddele samarbejder som én stor enhed, når hånden griber fast.